Med grønne Blad paa sorte Hat,
I Heltetræets Skygge
Har sig den gamle Hyrde sat,
’ Han smiler ved sin Krykke;
Han peger paa den gamle Skrift,
Om Grieslers Fald og Tell’s Bedrift,
Og Gubbens Kinder gløde.
De Reisende han standse seer,
Forstaaer ei hvad de sige;
Men Blikkets Ild ham fryder meer.
End Ord og Sang tillige.
De vinke ham med Rankens Saft,
Han reiser sig med Ungdomskraft,
Og fulde Bæger tømmer.
Høit leve Bjergets djærve Mand,
Hvem ingen Lænke tvinger!
Høit leve stolte Sweitzerland,
Hvor Helteqvad end klinger!
Høit leve du o stærke Tell!
Hvor Frihed boer i Hyrdens Sjæl,
Der lever Helten evig.