„En sukkende Hyrde det var jeg ifjor,
Nu er jeg saa lystig en Jæger,
Og ingensteds bygger og boer jeg paa Jord,
Selv i Herberget ei ved mit Bæger.
Skjøn Anna jeg favned aleene ifjor;
Sit Bryllup hun holdt med en Anden,
Nu favner jeg alle Smaapiger paa Jord,
Men for Ingen jeg gaaer fra Forstanden.
Med tusind jeg gantes; men Ingen jeg troer,
Kun stakket Smaablomsten mig qvæger;
En sukkende Hyrde det var jeg ifjor;
Men nu er jeg saa lystig en Jæger.“
Den Lystighed mig tykkes meer sorrigfuld end glad,
Den Galning drog saa dybt et Suk, idet han loe og qvad.
Hr. Schil til Nadver kalder de Herrer uden Spas,
Paa Rigis Sundhed tømmer hver Alpemand sit Glas.
Kun kort er Natteblunden: før Grye staae Alle op,
Og rave alt i Mørke paany til Kulmens Top.
Med Huen over Øret, med Reisekapper paa,
Som i det høie Norden paa kolde Dug vi gaae.
Vor norske Provst sig svøber i Kappen tryg og glad,
Men grusom Skjæbne skiller flux Provst og Kappe ad;
Forvexlingen beklager en Fremmed med et Buk,
Indsvøber sig og hører ei norske Hjertesuk.
Dog snarlig glemmes Kulden og alle Sorger smaa:
Høit over Jordens Taager i Himmelglands vi staae;
Sneebjergene alt lue i gyldne Morgenrød,
Nu stiger Morgensolen — en Verden er gjenfød.