Nærved studser jeg nu og Kæmpetaarnet beundrer,
Som Aarhundreders Kraft har for Aartusinder reist.
Slægt har stolet paa Slægt, og trygt har Fædrene bygget
Paa deres Sønners Tro og Børnebørnenes Kraft.
Samme Fromhed og Tro maa Spiret kjærlig fuldende,
Som har Grundstenen lagt, hvor Kirken evig skal staae.
Hil dig, trofaste Old, som tryg det Store begyndte,
Ubekymret, om ei fuldendt dit Øie det saae!
Hvad der Stort skal opstaae, maa paa Aarhundreder bygges.
Og hvad Sekler har bygt, er Stort selv naar det forgaaer,
— Strasborgs Mynster end staaer; men Gaaseleverposteien
Nu fordunkler dens Priis og glæder Verden langt meer.
Var kun Kirken opbygt af Bagværk eller Posteier,
Vist man med dens Rival den nu forskrev til Paris.
Blandet er Tonen alt her, og høflig her alt Germanen
For den Fremmedes Lyst opofrer kostbare Dag.
Polituren er fransk; men tydsk er Hjertet og Sindet,
Og det lille Paris behager velkommen Gjæst.
Men naar Børn gaae i Seng, tillukkes Strasborger-Porten;
Nys sad eensomme Brud sin Bryllupsaften forladt,
Mens ved lukkede Port den Brudgom jamred saa saare:
Ak i sværmende Drøm han glemte, Klokken var ni.
Ganger Elskeren her til Stevnemødet lidt silde,
Og for Stjernernes Lys Philisterlygten har glemt;
Ei sin Skjønne han seer, men bringes grusom i Vagten —
Strasborg, Tak for idag, imorgen tusind Farvel!
Mynstret tager jeg med, forstaaer sig kun paa Papiret;
Grevens Gravmonument i Kirken lader jeg staae.
Gjerne flytted jeg det, hvor Altrets Plads det opfylder:
Bedre Dødens Triumf her veeg for Haabet om Liv.
Trodser Døden du stolt, og stiger rolig i Graven,
Kolde prunkende Konst! og gjør til Altar din Grav,
Trøer udødelig dog du Eftermælet i Verden —
Reis dig en Bautasteen, hvor intet Helligt er nær!