Hohenstein
(ved Schwalbach).
(ved Schwalbach).
Fort fra Dal over Bjerg, fra Flod til Flod vi har vandret,
Lahnen omslynged vor Stie, i Nassau saae vi dens Magt.
Her nu stolte Ruin til steile Fjeldpynt os drager;
Dybt fra trofaste Muur i Dybet tumler vort Blik.
Venlig qvæger os her i Riddersalen den grønne,
Høit under himmelhvælvt Tag, den Forstmand, gammel og graa.
Døren see vi endnu, hvor Borgkapellet har standet;
Hist i forhæret Taarn i Lænker Fangerne laae.
Stiger en Fremmed did op, han Vei tilbage ei finder:
Sælsomt vildes hans Fod — paa Taarnet fangen han staaer.
Fruersalen endnu med Vedbendranken sig hvælver;
Mægtig vist Ridderen var, som bygged saa stolt under Sky.
Møisom den Reisende nu gaaer hid, hvor Borgherren fordum
Svang sig paa Gangeren rast, mens taus den Fangne opsteg;
Trøsted maaskee da et Blik fra Fruersalen den Bundne?
Løste maaskee da ved Nat hans Lænke en silkeblød Haand?
Saae han paa Flugten maaskee tilbage til Borgen og sukked,
Ønsked sig lænket igjen saa nær den herlige Møe?
— O havde Murene Røst, vist Meget de kunde mig sige,
Hvad i Aarhundreders Flugt fra Jorden er faret og glemt;
Kunde et Øieblik kun det gamle Liv sig her røre,
Kunde i Borgen jeg see de herlige Skikkelser end —
Alle foere de hen, og Sagnet nævner dem ikke;
Mægtig knejser dog end paa Fjeldet tause Ruin.