Skal det saa gange fort, vi ei vor Lykke skal prise:
Vandresvendenes Liv saa tit lovpriste jeg før,
Det vi prøved igaar: med Stav og Randsel vi vaded
Gjennem en Syndflod, og trang var Arken, vi endelig fandt.
Hused os Stalden inat, idag vel Herberget findes,
Ingelheim, venlige Stad, i dig skinner Solen igjen.
Her hvor den herlige Carl, den store mægtige, boede,
Ligger nu fattige Vraa med Muur af styrtede Slot,
Eenlig Søile kun staaer af Hallen, hvor Ridderen fordum
Stolt for Damerne stod, mens Troubadourerne sang.
Geden der samler Græs, hvor fordum Keiseren throned,
Hvor liden Emma gik bly de Herrer og Fyrster forbi.
Kasted vel frygtsomme Blik til ham, som i Hallen stod nederst,
Vented fortrolige Stund, naar Maanen glimted bag Skye;
Da hist henne hun stod, hvor eensomt Jomfrubuur standed,
Saae gjennem Vindvet, om ei lyksalig Eginhard kom.
Glemte Vinter og Kuld og Sneens troløse Fugle,
Bar paa jomfruelig Ryg misundet Elsker af Huus.
— Her er Alt dette skeet, her Barnet Navnet end nævner,
Som alt saa mangen Skjald i fjerne Lande besang.
Her skjøn Hildegard sad, den fromme huldsalige Dronning,
Mens den mægtige Carl til fremmede Seire henfoer;
Her hun i eensomme Hal af glødende Taland forfulgtes,
Fængsled i lønligt Gemak forrædersk Vogter dog snild;
Hvi lod hun Slangen undflye, og glemte høi i sin Glæde,
At selv den Rene kan døe for Tungens sværtende Gift?
Hist Forræderen fræk gik mægtige Broder imøde,
Skjænded den Helliges Navn og blanded Seirherrens Syn,
Kasted i Hjemkomsts-Kalken Edderkornet det sorte.
Og forgiftede Fryd fortæred rasende Helt.
Vild Forbandelse kom, hvor trofast Kjærlighed vented.
Hist usalige Viv i Rhinen skued sin Grav;
Men du forlod hende ei, du Fromheds vogtende Engel,
Bødlen veeg for dit Blik, og under din Vinge gik tryg,
Stille i Ørkenen ud, som Hagar, den vordende Moder,
Som Genoveva hun sad i Hulen, med Barnet paa Skjød;
Skovens vildeste Dyr ærbødig den Herlige tjente,
Høi som en Dronning endnu hun knæled for eensomme Kors.
Prøvelsens Dage dog svandt, for Verden herlig gienlyste
Stjernen, som længe var skjult: i Hulen Jagthornet klang,
Helten den mørke der stod, og Jagtspydet sank ham af Haanden,
Mens den sneehvide Hind sig hviled i Dronningens Skjød,
Og ved den Helliges Fod, han skaaned for Hildegards Bønner
Slangen som hvislede bort, og flyede i Broderens Ham.
Her alt dette er skeet. — Nu hist til Borgen vi gange.
Der fra høie Altan den herlige Rhindal vi see!
Aaben staaer Hauge og Slot, ad Trappen de Fremmede stige,
Vandre ad Glasdøren ind, og studse ved venlige Syn:
Stille i Fruersal her de Skjønne sidde fortrolig,
Sysle med sneehvide Haand ved Rammen i Aftenens Glands.
Længe saae jeg dig ei, du stille hjemlige Glæde!
Underlig rører det mig, at see dig i fremmede Land:
Sidde de Søstre ei her imellem de skjønne Veninder?
Skimter Bruden jeg hist, den herlige — nei dog, ak nei.
Studsende paa os de see, de kjende de Reisende ikke,
Venlig de undskylde dog uventet Gjæstebesøg,
Vise ad Trappen os op til Faderen og til Altanen;
Nysgjerrig efter os seer fra Rammen blufærdige Møe.
Høit paa Svalen vi staae, os høflig Faderen viser
Rhinens herlige Dal, og nævner mangent et Navn,
Spørger hvad Land vi er fra, hvorhen i Verden vi gange,
Undres ved vidtløftig Gang, og giver os Raad med paa Vei.
Stadens mærkværdige Sagn den Gamle heller ei glemmer,
Mener, at Emma man her i Ingelheims Kirke begrov,
„Nei det Ludmilla jo var, i Seligenstadt ligger Emma,”
Klinger forneden en Røst og røber den lyttende Møe;
Der har hun tittet i Løn, og hørt hvad de Fremmede taled,
Længer hun tie ei kan, forraadt har Hjertet sig alt:
Emmas Historie hun veed bedre end Fader og Moder,
Dertil hun tie ei kan, om end hun nu rødmer iløn.
Søde uskyldige Røst, du længe i Øret mig klinger;
Snart gaae de Fremmede bort, og hilse de Skjønne paany.
— Aldrig jeg seer dem igjen; imorgen paa Rhinen jeg glider,
Fort liig vexlende Strøm henruller den Reisendes Lyst.