I Diligensens Grav tre Marterdøgn jeg har vaaget,
Fra dens gloende Ovn idag jeg Königstein saae,
Skimted Odenwald hist, hvor Emma fordum henflygted,
Og hvor i Kjærligheds Lund end blomstrer Eginhards Slægt.
Søvn behøves nu ei; en Stund jeg vaagen kan drømme,
Mens ad duftende Sti paa Frugtblomsttepper jeg gaaer,
Bornheim qvæger mit Blik; her skjønt ved Staden den gamle,
Mainen slynger sin Arm om frodig unge Natur;
Her skal jeg hvile saa fro, til Stav og Randsel jeg griber,
Og jeg til herlige Rhin udvandrer med lystelig Sang.
— Aldrig glemmer jeg dig, som her saa dybt mig bevæged,
Lindner-Ophelia, her dit Blik har smeltet min Sjæl.
Hil dig glødende Stein! din Hamlet herlig os gjæsted,
Stevned varslende Aand og rysted Sjælen og svandt —
Billeder som ei forgaae, paa Reisen maae I mig følge:
Saa har Konstneren kun og Guden fordum dig skuet,
Men ei Helten, som vild dig i sin Blindhed forlod.
Har alt Stav jeg i Haand, er Randslen alt paa min Skulder,
Først dog med nordisk Sang jeg priser fremmede Bye.