Boer den Fremmede der, og priser hjemlige Fred.
Stakket hviler han dog; fra Gry til Qvel han omvanker
I den sælsomme Stad, og seer paa Romerens Liv,
Seer paa Konstnerens Iid, som stille, fro sig udfolder,
Hvor paa hellige Grund blandt Oldtidsminder han gaaer.
Folket nyder sit Liv, og hviler gjerne paa Gaden;
Er det Søndag, jeg seer paa Corso Karmenes Tog:
Romerinderne der i Skjønhedsfylde henrulle
Blodigt Skuespil end August i Graven fornemmer:
Tyrefægtningen der henriver klappende Folk.
Salamandernes Leeg tit Romerøiet forlyster,
Høit man jubler af Lyst ved raske Veddeløbsfest.
Marionettens Spads og Scenens rasende Alvor —
Latter voxer — og Graad, naar Pulcinell ei er med:
Selv fortvivlede Helt i høiest Vanvid han trøster,
Trøster Romeren med, naar han af Rasen er kjed.
Her er Sang og Musik, ei blot i Operahuset
Og i Pavens Kapel; snart gaaer med Fakler i Haand
Helligt Broderskabstog med Sang forbi mig formummet,
Hæver mægtige Kors, mens paa det knælende Folk
Blege Dødning udseer fra aabne Kiste paa Baaren —
For et Øieblik nu er Livets Glæde forglemt.
Snart hvor Liigtoget svandt, staaer lystig Improvisator,
Sjunger opgivet Qvad for Gadens Konstdommerflok;
(To Folietter Viin gjør Lazeronen til Digter,
Taler end han som før, dog Rimet klinger som Sang.)
Café nuovo er stor; men større Gjæsternes Vrimmel,
Og den kjølende Iis er her som daglige Brød:
Udenfor i sin Vogn den Skjønne sidder med Glasset,
Kjøler glødende Blod, men Blikkets Flammepiil ei.
Mens paa Corso endnu den store Verden sig tumler,
Gaae til Pantheon vi og til St. Peter igjen;
Stedse skjønnere hiin, og denne større mig synes,
Størst dog tykkes mig det, som skjønnest glæder min Sjæl.