Nu gaaer Reisen til Rom, paa Veien stakket vi dvæle;
Her i Petrarcas Bye en Stund dog hvile vi glad,
See paa Stad og paa Dom; — bag Kirken, eensom og stille.
Stod i gammeldags Huus din Vugge, elskende Skjald!
Selv fra Muren endnu du fremmed Vandrer fortæller
Hvordan her du engang blev i Landflygtighed fød.
Har dig Verden forskudt, for Verdenslyset du skued,
Gav for Elskov og Sang dig Jorden Taarer og Savn,
Gjerne roser den sig nu af din Grav og din Vugge,
Krandsed din Smerte med Lyst, og pryded sig med dit Navn.
* * *
Dog under Himlens lykkeligste Stjerne
Det Øie Lyset saae, som stille svømmed
I Elskovstaaren, til dets Ild henstrømmed,
Opløst i Straalekilden fra det Fjerne;
Og til sin Død det Hjerte sukked gjerne,
Som i sin Sorg om Kærlighed dog drømmed,
Mens Savnet høit paa Tonebølger svømmed,
Og flagred gjennem Natten til sin Stjerne.
I Sang henbæved dine Elskovssukke —
Fra Land til Land, du Lauras stille Sanger!
End efter Sekler fremmed Elsker ganger,
Og priser dig lyksalig ved din Vugge;
— Lad Jordens Taager alle Stjerner slukke,
Den skjønneste paa Himlen evig pranger.