St. Cecilias Stad, i dig var meget at skue;
Flygtig hilsed jeg dig; men vist jeg kommer igjen.
Selv din herlige Favn, du evig blomstrende Florenz,
Standsed ei lette Gjæst, da Reisepungen var rom.
Her, hvor Rigdom og Guld fra tusind Havne hen svømme,
Gaaer blandt Armenier og Græker Plutus omkring.
Finder jeg ham idag„ imorgen atter jeg hilser
Konsten blomstrende Stad — men tys, hvad hører jeg hist?
Længe savnede Røst af mægtig Ven fra mit Norden
Toner paa fremmed Kyst, og Sjælen svulmer i Sang.