Gold vorder sandig Vei, og seent gaaer Reisen paa Heden,
Stundom dog lystig Sang forkorter langsomme Døgn.
Stirrer med Øine af Glas en Voxmand paa mig i Karmen?
Bleg med Dødningeblik, ei Nat han mæler ei Dag —
Fremmede Konstner, ak om Brød du leder og sukker;
Snart i smaalige Trang uddøer Begeistringens Ild —
Nager dig dybest Sorg, forsager selv du i Konsten?
Graaner dig Lokken alt, mens Krandsen fjern flyver hen?
Stir mod Jorden ei saa, løft opad fredløse Øie!
See fra Heden og haab! bag Ørknen grønnes det hist.