Stort jeg glædes ei her; et Bistade trangt mig indslutter,
Virksomt geskæftige Folk bestandig samler til Boe;
Surren er mig deres Sang, og Texten: „Geschäfte zu machen,”
Kommer en Sommerfugl hid, i Kuben snart han forgaaer.
Kan han ei travl flyve med og Skatte i Stadet hjemføre.
Snart som unyttig Brems forjages spraglede Fugl.
Bien al Ære er værd, lad travl ham samle og brumle!
Men vil han stikke iblandt, han døer i daarlige Harm.
Søg ei Konstværker her, hvis ei du med dem vil handle;
Vil du aleene dem see, de vist blev solgte igaar.
Pines og presses end her vel ofte hjemsyge Hjerte,
Frit det aander dog tit og glædes ved konstige Spil,
Fred jeg føler og nu, naar Byens Støv jeg afryster,
Vandrer til Ottensee ud, og dvæler ved susende Lind,
Som i fortrolig Qvel omvifter slumrende Barde,
Hvidskende sagte dit Navn, Messias’ prisede Skjald!
„Hvor de saa stille nu i Herren de Salige hvile!”
Bæver din Kæmperøst ved Graven, nordiske Ven. —
Stille vandre vi bort. — Snart Elbens Snekke os vugger,
Hist jeg en Yngling seer; han drog fra Huus og fra Hjem;
Stille han stirrer mod Kyst — see, der staaer høit paa Altanen
Skjønne med viftende Slør, Taarer i kjærlige Blik.
To Smaaengle jeg seer af herlig Qvinde omfavnet:
„Moder, Søstre, Farvel — tie Smerte, stille min Sjæl!”
Fremmed er ei det Suk, jeg kjender Afskedens Smerte.
Kjærlig tilbage jeg seer til Staden, nys mig saa trang:
Kjærlighed boer dog og der — tilgiv, om mørk jeg miskjendte
Hvad jeg saa flygtig saae — ak, Kjærlighed boer dog og der.