Fort — Gud i Vold! — jeg kan ei meer tilbage —
Brist ikke Hjerte! suk nu ei saa saare!
Knus ei min Sjæl, nedtrykte Afstedstaare!
Min Sjælebrud, kan du mig ei ledsage?
Du kan — du maa — før maatte jeg bortdrage
Fra Livets Kyst paa sorte Dødningbaare,
Før Nattens dunkle Land til Hjem udkaare,
Før Hjertet ikke skulde dig medtage.
Du følger mig, som Aand med Aand kan følge,
Naar dig jeg glemmer, glemmer jeg og Livet,
Min Kjærlighed, du med min Sjæl bortiler.
Den Elskede med stille Taarer smiler,
En Himmel har hun Flygtningen medgivet,
Og Elskeren flyer over Land og Bølge.