Frem, bondemand, frem!
Som: Sig, husker du ikke den lystige tid
Som: Sig, husker du ikke den lystige tid
Hel tungt han efter sig foden drog,
som før var så rap;
højt lærken over hans hoved slog,
men han hørte den knap.
Hans sans var dummet, hans kraft som død,
hans dåd forlængst gå’t i glem,
han angst fór sammen, den gang det lød:
frem, bondemand, frem!
Men snart han følte, der veg et tryk
fra sjæl, som fra krop,
han rettede langsomt sin brede ryg
og slog øjnene op.
På tinge hans røst, i kamp hans sværd
har lydt, så det havde klem,
men end det kalder dog fjærnt og nær:
»frem, bondemand, frem!«
Ja, sænker end du dit blik mod jord,
endskønt du er fri,
og bærer endnu du af lænken spor,
du før smedet var i,
og lyster det ej dig at stande som værn
for frihed og fædrehjem,
er ikke dit mod som din arm af jærn:
»frem, bondemand, frem!«
Ja, frem! ti målet du ikke har nå’t
med sulet på bord;
fra frimands ret og til stormands dåd,
så går vejen i Nord.
Ja, frem til hjælp i den trange tid
med skatten, du har i gem,
med folkets slumrende kraft og vid —
frem, bondemand, frem!
Din moder sidder nu gammel og træt,
men frejdig i hu,
sin alderdoms trøst og sin tabte ret
i dig vænter hun nu.
Din moders hus er blevet et skur,
der inde trækken er slem,
det gælder at rejse den sjunkne mur —
frem, bondemand, frem!