Jens Christian Hostrup (1818–92)

O Danmark, med din Blomsterkyst

        i Havet lagt!

Hvad dækker vel dit aabne Bryst

        mod Stormens Magt?

Hvad hegned om din Ret og Ro

        mod Fjendevold,

om ej du fandt i Sønner tro

        et Klippeskjold?

Thi kæmpe de Danske for Danmark.

Af Hav i aarle Morgengry

        du kaldtes frem

til Fredens Vang, til Sangens Ly,

        til Friheds Hjem.

Du Vaarens bedste Krandse fik

        i Mark og Skov;

men Fjenden med det gridske Blik

        ret aldrig sov.

End kæmpe de Danske for Danmark.

Endnu du staaer, af Storme træt,

        i Aftenskjær,

saa lys og blød og fri en Plet,

        som Bølgen bær.

Saa sval en Lund, saa grøn en Maj,

        saa frisk en Sø,

saa sød en Moder findes ej

        paa Verdens Ø.

Thi kæmpe de Danske for Danmark.

Til Frihed født, du skal forvist

        ej vorde Træl,

og aldrig rygges skal ved List

        dit Grændseskjel;

og aldrig skal du skue Dag

        saa mørk og kold,

vi give fejgt vor Moders Sag

        i fremmed Vold.

Selv kæmpe de Danske for Danmark.