Aaret henrandt. Gik det opad,
eller gik det ned ad Bakke?
har vi høstet, hvad vi vented?
skal jeg klage eller takke?
Jeg vil takke; thi af Glædens
fulde Skaal du lod mig drikke,
og du gav mig bløde Haandtryk,
søde Kys og ømme Blikke.
I dit dybe, rene Hjerte
har du ladt mig see til Bunden,
og vor Himmel blaa sig hvælver,
og hver Taage er forsvunden.
Og jeg føler, jeg kan bære
Livets Aag med oprejst Nakke,
thi jeg veed, at du mig elsker
ømt og fast — og jeg vil takke.