Knuges dit Hjerte af Sorgen,
og det er Nat i dit Sind,
gak ud i den gryende Morgen,
og Gud skal tørre din Kind.
Gak ud og se Solen stige
af Havet med Straaleglans,
gak ud og se Mørket vige
og Natten miste sin Krans.
Solen med sine Straaler
skal lyse saa mildt i dit Sind,
ej Sorg i Sjælen den taaler,
den taaler ej Graad paa Kind.
Det hvisker igjennem Lunden
og Lærken jubler det ud,
det mærkes i Hjertegrunden,
at Lyset kommer fra Gud,
at Sjælen til Gud skal stige
som Solen stiger af Hav,
at Sorg og Mørke skal vige,
naar Legemet lægges i Grav.
Derfor, om Natten og Sorgen
lægger dig Graad paa Kind,
gak ud i den gryende Morgen,
saa falder der Lys i dit Sind.