Ud i Guds frie Natur vil jeg fly,
bort fra de Tanker, som Sindet vil tynge,
ud vil jeg, ud, hvor jeg frejdig kan synge,
glad som en Lærke, der stiger mod Sky.
Loftet mig trykker saa knugende tungt,
ude der hvælver sig Himmelens Bue,
ser jeg de funklende Stjernelys lue,
løfter mit Sind sig saa let og saa ungt.
Væggene stirre saa koldt og saa haardt,
ret som om vilde de over mig falde,
ude jeg hører en Nattergal kalde,
fri vil fra Buret jeg svinge mig bort.
Sløv gjør mig Lampens det døsige Skin,
Mismod omkring mig sit Taagespind væver,
ud maa jeg, ej jeg herinde det hæver,
Stjernerne, de kaste Lys i mit Sind.
Ud i Guds frie Natur vil jeg fly,
der er saa frit og saa lyst og saa herligt,
der vugges Sjælen saa blidt og saa kjærligt,
bliver saa glad som en Sangfugl i Sky.