Kong Ingild gjorde Gilde; det var saa stolt en Fest,
ved Bordet sad saa mangen en statelig Gjæst
og strunted i Fløjel, i Sobel og Maar,
jo, der var Pragt og Herlighed i Dankongens Gaard.
Og Gigerne toned’ og Fløjterne klang,
de smidige Dansere i Dansen sig svang,
det var en Lyst at se, hvor de kunde sig sno,
det gik som en Kjep i et Hjul, kan I tro.
Og Tjenerne, de havde saa travlt med Krus og Fad,
de skulde bære frem den velsignede Mad;
de lækreste Spiser paa Fadene laa,
Dankongen maatte smile, naar blot han saa derpaa.
I Højsædet, næst ved den gjæve Dannerdrot,
der sad Kong Svertings Sønner, de havde det godt!
Vel hjalp de Begge med til at slaa hans Fa’er ihjel,
men naa, Kong Ingild hædrede dem nu alligevel!
De var’ hans bedste Venner, det saa’ man lige strax;
saasnart der kom en Ret af en rigtig udsøgt Slags,
strax bød han den til dem, og han lod dem ej ha’e Ro,
før de havde taget deres Del begge To.
Dankongens Søster Helga paa Fruerbænken sad
imellem sine Møer saa smilende og glad,
og alle var’ de klædte i det prægtigste Skrud,
ja, næsten som en Dronning saa’ hver Eneste ud.
Og saa var der hans Dronning — man hviskede om,
at hun var ikke ganske tro, det var nu Andres Dom,
men Kongen, han var glad, naar han blot at skue fik
hendes bølgende Barm og hendes smægtende Blik.
Naar han kunde hvile sig op til hendes Barm,
hvad saa, om undertiden hun sov i en Andens Arm!
Desuden skal man aldrig paa Folkesnak tro,
nej, det er meget bedre at slaa’ sig glad til Ro. —
Ak, jeg blev aldrig færdig, om jeg skulde regne op
hver Enkelt i den store, den prægtige Trop;
det vil jeg ej forsøge, men tro mig paa mit Ord,
saa stateligt et Gilde saa’ man ej før i Nord.
Men se, hvem er den Gamle ved Gildehallens Dør?
For al den Pragt og Herlighed vi ænsed’ ham ej før;
han sidder saa tavs under al denne Larm
med Armene korsede over den brede Barm.
Den side Hat beskygger hans rynkede Bryn,
fra Øjnene det glimter saa hvast, som var det Lyn;
hans Ansigt er sværtet af Sod og af Røg,
saa barske er’ hans Miner, han lider vist ej Spøg.
Hvad vil han her i Hallen, den sælsomme Gjæst?
Hvad vil han ved Kong Ingilds den glimrende Fest?
Her mellem Fløjl og Silke hans uselige Dragt!
Og se, en Tiggerpose har han paa Gulvet
Hovedet han drejer, det uselige Skind,
— ja, det er Kongens Guldsmed, der nu triner ind,
den rige Mester Fenge, ja, han er værd at se,
det er en Mand, som véd sig ved Hove at te.
At Manden er Guldsmed, det ser man saare let,
thi ret som Fuglen hænger i Jægerens Net,
saa hænger han i Kjæder og Smykker i Tusindtal,
de klinge ret som Bjælder, naar han gaar igjennem Hal.
Saa triner han for Kongen og hilser ham med List,
Dankongen nikker naadig, det siger jeg forvist;
saa ganger han for Helga, Prinsessen, at staa,
hun lader paa Bænken hos sig ham Sæde faa.
Han spiser og han drikker og er i Hu saa fro,
han skjænker for Prinsessen, de drikke begge To,
saa synker hans Hoved saa blidt i hendes Skjød,
Guldsmykkerne de ringled, saa lifligt det lød.
Prinsessen hun klapped hans buttede Kind,
forelsket han stirred i hendes Øjne ind,
Prinsessen hun kyssed ham paa hans Purpurmund,
han var saa glad og kjælen, som en mæsket Skjødehund.
Da rejste sig den Gamle og gik mod Helga hen,
han drog sit Sværd af Balgen, som hang ved hans Lænd;
»Stærkodder!« raabte Helga saa blussende rød,
»Nu, Fenge, gjør dig rede, der nærmer sig din Død«.
Det gav et Sæt i Smeden, han blev saa dødningbleg,
han var jo ikke vant til med Sværd at drive Leg;
han kunde lave Hjalter af det pureste Guld,
men aldrig svang han Sværdet, mens han var oven Muld.
Stærkodder haanlig smilte: »Frygt ikke, Fenge, løb,
jeg lader dig slippe for billigere Kjøb,
din Fordel skal ej krænkes«, saa gav han ham et Drag,
Smeden slap af Stuen ud, men inde blev hans Bag.
Ud af Hallen løb han, den Kunst han havde lært,
det skal ej heller være saa overdreven svært;
sin Haand han holdt for Bagen, for Ørene det sang,
Guldsmykkerne de ringled, som Bjælder det klang.
Stærkodder saa’ paa Helga med et fortørnet Blik:
»Slig bold og herlig Elsker Kong Frodes Datter fik!
Du ligner dine Frænder, du bolde, unge Mø!
Det var paa høje Tide, jeg gjæsted Eders Ø.
Gamle Frode, Skam og Blusel
vilde farve rød din Kind,
hvis Du saa’, hvor lav og usel
Helga er i Sind og Skind.
Som en Træl bør man dig sælge,
bedre Kaar er du ej værd,
saa kan du i Vellyst svælge,
naar din Herre ej er nær.
Tvi dig! Du, som kunde kaare
dig en ædel Kongesøn,
lefler med en saadan Daare,
lytter til slig Uslings Bøn.
Lydelig jeg Smeden priser,
naar han smeder Skjold og Sværd,
lover ham i mine Viser,
synger om hans raske Færd.
Men hvad kan vel Fenge gjøre
mer, end hamre Sølv og Guld?
naar montro man fik at høre,
han var Kampens Diser huld?
Og til slig en Træl du skjænket
har dit Hjerte og din Tro,
af hans gyldne Kjæder lænket
slaar du trøstig dig til Ro.
Helga, du er Frodes Datter,
har din Fader Du forglemt!
Vildsom ej min Tanke fatter,
hvad der saa dit Sind har stemt.
Da kasted sig ung Helga ned for den Gamles Fod,
hun blev saa hvid som Væggen, hun blev saa rød som Blod,
hun sænkede Blikket saa skamfuld imod Jord,
da blidnedes den Gamle, han talte disse Ord:
»Helga, nu er Sløret revet
bort, som nys forblændet dig,
harmfuldt var mit Hjerte blevet,
nu har du formildet mig.
Naar jeg ser dit klare Øje,
som det fuldt af Taarer staar,
da maa sig min Vrede bøje,
og som Taagen bort den gaar.
Endnu kom jeg ej for silde,
endnu er ung Helga Mø,
endnu kan dit Bryllupsgilde
fejres her paa Sjølunds Ø.
For din Tanke staar det atter,
at du er af ædel Æt,
at du er Kong Frodes Datter,
aldrig mer du glemme det.
Naar engang en herlig Bejler
fra et stort og mægtigt Land,
for at vinde Helga, sejler
hid til Sjølunds Bøgestrand,
tænk da paa den gamle, strænge
Stærkod og hans barske Ord,
han skal ej med Ho’det hænge
vranten ved Jert Bryllupsbord«.
Hel angst blev Ingilds Dronning, da hun hans Harme saa’,
hun ønsked blot, hun sikkert dybt under Jorden laa,
og Ingild var ej heller i Hu saa ganske glad,
han glemte rent at passe den velsignede Mad.
Imens den bistre Gubbe med Helga skifted Ord,
sad hele Hirden rystende omkring det brede Bord,
det var en Tale, syntes de, der havde Fynd og Klem,
nu frygted de, at Raden skulde komme snart til dem.
Da Gubben saa tav stille og harmfuld saa’ sig om,
et Raad den snilde Dronning omsider i Tanke kom:
Hun kaldte paa en Spillemand og bød ham spille op
og bruge al sin Kunst og Flid, til Gubben raabte Stop.
Hun mente, at det Fløjtespil, som fyldte dem med Lyst,
vel ogsaa maatte kildre sødt den Gamle, dem til Trøst,
hun mente, at de Toner ham skulde saadan stemt,
at han igjen blev mild og blid og alt det Gamle glemt.
Men, naar ej Værten regner med, kan let man regne fejl,
naar ej det blæser, hjælper det kun lidt at hejse Sejl;
der kom en Streg i Regningen for Ingilds snilde Viv,
den stakkels, flinke Spillemand, ham kosted, det hans Liv.
Thi just som Fløjten var paa Gled, og Manden Tonen tog,
Stærkodder i hans Nakke sin store Næve slog;
eja, hvor han da skraaled til Gubbens store Fryd,
han sagde: »Piben synes mig, fik nu en anden Lyd«.
Saa slog han ham i Gulvet, saa hvert et Ribben brast,
at Angst var hele Hirden nær ved at daane fast,
de vidste hverken ud eller ind i al den Nød,
blege om Næbet sad de og vented deres Død.
Saa haanlig skued Gubben ned paa den hele Flok,
han stod som mellem Græsset den stærke Klippeblok;
Kong Ingild tabte Mælet, men Dronningen lod,
som Intet var i Vejen, og samled alt sit Mod.
»Du skjæmter noget sælsomt«, saa bun tilorde tog,
»dog skal det dig forlades, at du Spillemanden vog;
men vil du ikke sætte dig og tage dig lidt Mad,
en dygtig Helt, som du, kan vist ej vrage Krus og Fad«.
Hun mente nu, at naar han først fik paa det Søde Smag,
saa blev han nok lidt blidere og slap den hele Sag.
Se, derfor rakte hun ham nu den allerbedste Ret,
men ak, for hendes Gjæstfribed han lønned hende slet;
Thi Fadet, med hvad der var i, i Hovedet hun fik,
dermed der kom i Følge ret et knusende Blik,
saa hun omsider ogsaa helt mistede sit Mod,
men Stærkod slog i Bordet og Røsten oplod:
»Dengang jeg hejse lod mit Sejl,
til Dannevang jeg vilde,
men jeg er vistnok gaaet fejl,
thi her er ledt og ilde.
Da sidst jeg var i Danmarks Land,
hos Frode her i Lejre,
gik Rygtet vidt fra Strand til Strand
om Dannerkongens Sejre.
Paa Havet vugged Snekker sig,
de bar saa bolde Helte,
der vendte hjem fra Kamp og Krig,
hvor Liv og Død det gjældte.
Men nu! — Hvor fordum Kæmper kjækt
de Bølger blaa mon pløje,
en lav og ussel Trælleslægt
jeg ser kun for mit Øje.
Nu tales ej om Krig og Kamp,
ej høres Lurer gjalde,
nu kildres Næserne at Damp,
paa Mad de tænker Alle.
I min Tid var vi glade, naar
vi fik, hvad vi behøved,
saa gik vi ud i Kongens Gaard
og vore Kræfter øved.
Nu sidder I den hele Dag
og svælger over Maden,
jo, det er ret et herligt Lag,
men jeg skal bøde Skaden.
Du véd nok ej, Kong Ingild, ret,
hvem der til Højbords sidder
og æder godt og drikker tæt,
véd du, hvad Fa’eren hedder?
Han hedder Sverting, det var ham,
der vog din Fader, Frode,
det var naturligvis en Skam,
holdt du ej dem tilgode.
Jeg mærker nok, den gamle Sæd
er nu af Mode gaaet,
nu gjør man ej en Kat Fortræd,
ja tænker aldrig paa det.
Nu gjør vi Gilde for Enhver,
som dræbte vore Frænder,
nu bliver han en Ven saa kjær,
vi bære ham paa Hænder.
Vi hvile i hans Søsters Arm,
til Viv vi hende tager,
hun har saa fuld og rund en Barm,
hun er i Lød saa fager.
Ja, nye Tider, anden Skik,
det kan saa godt jeg fatte,
i min Tid ej paa kjælne Blik
saa høj en Pris man satte.
Men jeg er fra den gamle Tid,
og er den graa og gammel,
end lever dog dens Daad og Id,
kald I den saa for Skrammel.
Saa længe Stærkod gaar paa Jord,
og ej er end jeg blegnet,
skal det ej spørges her i Nord,
at Mod for Vellyst segned.
Det skal ej spørges, Frode laa
uhævnet under Mulde,
før vil jeg selv i Kampen gaa
for ham, der kæmpe skulde.
Tvi dig, du usle Trællesjæl,
svøbt i en Purpurkaabe,
du har fra Issen til din Hæl
af Kongsblod ej en Draabe.
Hvad! har du? vis det da paastand
og hævn din Faders Bane,
og jag de Trælle af dit Land,
som nu din Manddom rane.
Op sprang af Sædet Ingild, han var saa rød som Blod,
alt længst ved Gubbens Tale opvaagnet var hans Mod,
alt længst han krysted Sværdet, nu sprang han op i Hast,
ha, hvor smilte Stærkod, da hans Trældoms Lænker brast.
Saa vog han Svertings Sønner og hævned sin Faders Død,
ud over Kryderretterne da Fjendeblodet flød,
saa jog han bort sin Dronning med haarde Manddoms Ord,
og drev hver Træl og Gjøgler med Harme fra sit Bord.
»Stærkod, hav Tak«, han mælte, »du est en fuldtro Ven,
hav Tak, fordi du styred dit Skib til Danmark hen;
Dankongen laa og drømte, det var saa fæl en Nat,
du kom med Gny og Bulder og vækkede ham brat.
Nu lysner det i Danmark og i Dankongens Sind,
og Morgenrøden kaster et Skjær paa min Kind;
forbi er Nattens Drømme, nu kommer Dagens Id,
nu, Stærkod, lad os bruge os, thi kostbar er vor Tid.
Lad Sejlene os hejse, og ud paa Bølgen blaa,
didud, hvor Havet bruser, skal Færden nu gaa,
der skal vi høre Luren og Sværdenes Sang,
den ligner ikke Fløjtespil, den har en anden Klang«.
Da smilede den Gamle saa glad af Hjertens Grund,
saa fore de tilsammen i Viking en Stund,
mangt Storværk øved Ingild, vidt fløj hans Rygte om,
og aldrig mere Stærkod saadan til Ingild kom.