Svenskedrotten og Erik Jarl
og Svend, Konning Olafs Frænde,
de saa’ fra Svolder med deres Mænd,
om de kunde Kongsskibet kjende,
de spejded efter Ormen hin lange.
Først stævned en mægtig Snekke frem
som en Maage med spændte Vinger.
»Der er Kong Olaf«, brød Drotterne ud,
og Kong Svend alt i Baaden springer,
»ud nu til Ormen hin lange!«
»Det er for tidligt«, kvad Erik Jarl,
Endrides Snekke han kjendte;
»det er jo bare en liden Snog,
men lader den end Jer vente,
tidsnok kommer Ormen hin lange«.
Saa gled der en anden Snekke frem:
»Ikke for meget du loved!
vældig er Snekken, men Olaf er ræd,
thi borte er Ormens Hoved, —
hovedløs er Ormen hin lange!«
»Nej, endnu Ormen sit Hoved har,
derpaa kan sikkert I stole!
Jeg kjender de brede, stribede Sejl,
det er Erling Skjalgssøn fra Sole,
tidsnok kommer Ormen hin lange!«
Saa stævnede der tre Drager frem,
alle fagre og store,
men én var størst og fagrest blandt dem,
da tog Kong Svend tilorde:
»Nej, der kommer Ormen hin lange!«
»Det er ej Ormen«, kvad Erik Jarl,
»det er kun en Ormeunge,
af slige har i Norge vi flere end nok,
nej, Ormen har hvassere Tunge,
tidsnok kommer Ormen hin lange«.
»Det tænker jeg nu, at Jarlen er ræd,
thi stoltere Skib blev ej bygget«,
saa talte Svensken, men Svend saa’ ud,
med Haanden for Øjet han skygged:
»Nej, der kommer Ormen hin lange!
Ser I den Snekke, som stævner der
med tvende andre i Følge,
den vorder, det sværger jeg, min inden Kvæld!
Følger mine Mænd mig paa Bølge,
ud imod Ormen hin lange!«
Og der lød Raab fra den hele Flok:
»Ja, der kommer Ormen hin lange!
aldrig vi skued saa fagert et Skib,
den Orm er vel værd at fange,
ja der kommer Ormen hin lange!«
Saa fór de alle til Skibene ud
og gjorde til Kampen sig rede,
Jarl Erik ene stod tavs og lo,
han kjendte Tranen den brede, —
det var ikke Ormen hin lange.
Men just som de havde lagt Aarerne ud,
og Dragerne begyndte at skride,
slap de dem atter. — Bag Øens Pynt
saa’ de en Snekke glide,
og det var Ormen hin lange.
Ikke et eneste Ord blev der talt,
hver sad som af Lynet slagen,
skygged med Haanden for sit Syn
og stirrede ud imod Dragen,
thi det var Ormen hin lange.