I Juli 1914 cyklede jeg fra Lübeck nordvestpaa. —
— Jeg kom til Rendsborg. Dér laa Kommandantboligen, hvor Helgesen residerede efter den første Krig — hvor min Far har besøgt ham som Dreng og redet paa hans Knæ.
Jeg kom til Frederiksstad. Forgæves søgte jeg mine Oldeforældres Hus, men jeg fandt deres Grave — med de tyske Indskrifter. Min Bedstefars Navn levede ikke længer i Frederiksstad. Hans Helgesen var der vel endnu dem, der huskede; men Hans Helgesens Stabschef var der ingen, der kendte.
Jeg kom til Flensborg. I det lille „Gasthof“, hvor vi tog ind, hørte jeg en Tjenestepige synge en dansk Sang. Matrosen, som stod ved Landgangsbroen til Sønderborg-Damperen — mens Zeppelineren fløj over vore Hoveder — talte Dansk.
Saa stod jeg paa Dybbøl . . .
Paa Dybbøl kom jeg i Snak med en Mand fra Egnen, en Gaardejer. Han viste os rundt. Vi havde begge Parter en Del at skulle have sagt. Vi var, begge Parter, enige om, at det umulige var muligt.
Hvor kunde vi ane, at netop i de Dage, maaske netop i selvsamme Time, lagdes Spiren til det, som nu er sket!
Underligt er det nu bagefter at tænke paa, at da jeg den Sommerdag stod paa Dybbøl Banker og ønskede — netop dengang kæntrede Strømmen, den undersøiske, miledybe Skæbnestrøm.
Men endnu forunderligere er det nu at tænke paa, at vi begge to, han og jeg, dengang kunde være saa lidet haabløse, saa fattede og tillidsfulde, som vi begge inderst var — skønt dog Jern- og Blod-Riget dengang dirrede af Kraft, bruste af Vælde.
Jeg har engang haabet mod Virkeligheden — og jeg er ikke blevet skuffet.
Dette Haab fik jeg Styrke til af Sønderjyderne.
Jeg har rejst gennem deres Land — jeg har sejlet sammen med dem til Danmark og hørt deres Sang — sælsomt hæst og rustent — hilse Fædrelandet.
Eengang har jeg oplevet noget, som jeg ikke var ene om, som vi* ikke var kun to om, og som var helligt. Eengang har jeg, sammen med sønderjyske Bønder, følt mig forenet med Landsmænd, forenet med Medmennesker i den Følelse, som er den højeste. . .
Dette skal jeg engang kunne fortælle mine Børnebørn:
Jeg har haabet mod Virkeligheden — og faaet Ret.
Jeg har oplevet Opfyldelsen af Drømmen over alle Drømme.
Jeg har — da Haabet var et fjernt og Drømmen kun en Drøm — et uforglemmeligt Nu set mit Folk og mit Land i Savnets straalende Rosenskær. . .