Nu, da Helsingør ligger syg til Døden, vælder Minderne frem. Men alt det, vi kender af dens Fortid, er intet mod det, vi ikke kender. De store Linjer, dem ser vi; men de tusinde rige Enkeltheder, Menneskene, Stuerne, Livsviljerne, ligger i Mørke. Vi ser Livet, der dør, dø glemt, og Uro griber os; thi vi har ikke Raad til at miste — og aldrig have ejet — den Verden af Liv, som var Helsingør. Ingen har skrevet Helsingørs Saga — er der ingen, der vil skrive den nu, i den elvte Time, medens det endnu er Tid?
Hvor er der en Digter, som har Taalmod til at staa paa Hovedet i Studier og Støv, til at snuse i alle Kroge og alle Vindhjørner — hvor er der en Digter, som kan opvække de Døde? Skildrer Hr. N. N. kun sin Samtid? Vor Samtid gaar langt tilbage, Hr. N. N.! Det Døde lever — men ganske vist for langt borte for Deres Muldvarpeøjne! Men er der en ung Mand, som nu driver om i København og keder sig over sin Samtid og sig selv, saa skulde han pakke sin Kuffert og rejse derned, hvor Jyden Hamlet ikke ligger begravet — ned til det Sted, som er Sundets gamle Port og Begyndelsen til Danmark. Maaske han paa dette Sted ogsaa for sig selv i dybeste Betydning kunde finde Nøglen og Begyndelsen til Danmark.
Dér ligger Kronborg — Rigest dyreste Klenodie! Det blide Sund og Kattegats bedske Salt, det mødes her. Embedsmænd og Købmænd og Røvere, her levede de, her sad de og vogtede paa Sejlernes Række derude, dem, der kom Nord fra, og dem fra Syd. Sundtolden — der maaske er Hovedgrunden til, at Danmarks Østgrænse ikke den Dag idag er Smaalands Skove — Sundtolden, som forgyldte Byen og gjorde Landet til en Fabel! Forstod Danmark sig aldrig paa Rænker — Helsingør var i alt Fald en glimrende Undtagelse. Her blomstrede Materialismen, her var Fordærvelsen systematiseret og lovlig. Hvad kunde der ikke bringes ud af et Skib fra Mastetoppen til Kølen, fra Skipperen til Kahytsdrengen? Hvem befattede sig med mindre end hundrede Procents Forretninger? Bordellerne, det var ogsaa en af de Fangarme, som Byen strakte ud mod Havet. Under Bedsteborgernes allerhøjeste Protektion. Der var Livsglæde dengang, ikke Spor af Blegsot.
Den historiske Pessimist kan græmme sig, Moralisten kan forarges, Lyrikeren kan beruse sig — her er Stof nok, Farver nok. Her var Livet paa éngang forfinet og bredt. Her festede Mænd fra Alverdens Lande. Her fandtes et Aristokrati af Rigmænd og Mænd af høj Stand, en Almue, der var kraftig og selvbevidst. Helsingør, det var ingen Ravnekrog, ingen Bondeby — Helsingør — det var den store Verden. I denne Bys Skæbnesang er der Toner af Danmarks Skæbne, og Verdenshavet bruser deri. Guldgruben er ikke mer — men for dem, der søger Livets Guld, er her Skatte at hæve.
Staar vi nu fremmede overfor hine Tiders Livsmoral, vi tvinges dog til at tage Spørgsmaalene op igen. Hvad er Fordærvelse? Det var dog Folk med friske Tænder. Der er en Trøst deri, at fra hine Slægter nedstammer nogle af de Mænd, der nu er de bedste i Landet.
Og denne Stad har været elsket som ingen. Disse Slægter, som elskede de jordiske Ting og ikke kendte Begreber, de er dog blevet Skønhedsdyrkere gennem Tilbedelsen af deres Sol- og Søstad. Hymnerne i de Dødes og de Stummes Hjerter — hvem vil synge dem? Skal Helsingør dø — og dens brogede Roman aldrig skrives?