Tag til Kullen i September — der er ingen Tyskere, og Brombærrene er modne. Tag til Kullen med Dampbaad — i fint Vejr varer Turen fra København kun halvfjerde Time. Naar man en hel Sommer igennem har glædet sig over Marker og Muld og er træt deraf, er det husvalende at komme til Vand og Klipper, at aande Havluft og Bjergluft, at mødes med den kølige Høst og dens sydlandske Sol.
Sejl ud gennem Havnen i stille Solskinsvejr en Søndag Morgen — forbi de store gamle Pakhuse, Flaadens Leje, de fremmede Orlogsmænd og Krigsskibe paa den festlige Rhed. Vor By har et stort og skønt Indløb, helt herude begynder København, helt herud naar Søndagen fra Søndagsbyen derinde med dens Taarne i Morgendis. Og Sundet, Verdenslandevejen, hvor Skuderne fuldt lastede gaar, Helligdag som Hverdag — se dette levende Farvand, se Sejlernes Silhouetter mod Horisonten, som udklippede i Papir; dér er der én, som vender, langsomt, langsomt, nu er den en slank Klippeblok, et Taarn midt i Havet. Hveens gule Skrænter, Kronborg i dens evige Ynde, Kullagunnarstorp — selve Navnet er nok, det er Nordens Røst, den, der nævner det for sig selv, han er hjemme.
Men Kullen, Bjergryggen derude, grøn af Løv og rød af Lyng, er den særlig nordisk — bestaar dens Tiltrækning ikke netop deri, at den er Syden, at den er Paradis, og i at Syden og Paradis har vi ogsaa heroppe i Norden, ved det flade Sund? Den, der paa Vej mod Middelhavet staar op gennem Sundet, vil studse ved dette Syn nogle Timer fra København og aldrig glemme det: Rygsvejningens klassiske Linje.
Men hjemlig er Kullen trods alt. Dens Bøgeskove, dens Naaleskove — hvad er skønnest? Aa, Naalene har denne Lugt, som gør én halvgal af Glæde, saa man bøjer Grenene ned og staar paa Tæerne og snuser . . . Hvor er den Beruselse, man drikker sig til, gemen i Sammenligning med den, man lugter sig til! Paa Skrænten mod Syd, under den søde Sol, dufter Skovene og Havet i den høstklare Luft; fra alle Sider, over Marker, mellem Træer og fra Kløfter blinker det blaat, og Brombærbuskene hænger fulde af sorte Bær, og Feriebanderne er forsvundne, og det er Søndag.
Ja, Kullen er vel nok et af de vidunderligste Steder i Danmark. Hvad siger jeg? Har jeg glemt Karl Gustaf? Ak, siden ham har tolv danske Konger stirret over mod det tabte Land, en hel Kongerække er det siden, at Skaane gik ud af sin Moders Stue — og saa kan man dog endnu saa længe efter til Tider drømme, at den tabte Søster ikke er en Fremmed og en Fortabt.
Det er en kompliceret Stemning: at sidde paa „den italienske Vej“ og se ud over Sundet og ned over den skaanske Slette, som engang var dansk. Havet er lutter Mildhed og Sol. Men Efteraar er det, og dansk er svensk. Og dog, hvilken Lighed mellem de éngang forbundne! Er der ikke en Ejendomsret, som ingen Erobringer og ingen Traktater kan omstøde, ældgamle Blodets Baand, som er stærkere end Aarene? I vore Dage er det blevet raskt at finde Trøst for alt, nationale Vunder helbredes ved Haandspaalæggelse i en luftig Pangermanismes Navn. Men dog maa det være selv mere ædruelige Naturer tilladt at drømme Skaane ind paa dets gamle Plads — idet de dog samtidig vel véd, at Drømme kun er Surrogater. Paa Kullen gror det danske Vemod — ogsaa det er en af Charmerne ved Kullen.
Dette skal der ikke tages for tungt paa! Den, der vil hengive sig til et ublandet Livsmod, skal uhindret faa sin Lyst styret; der er Bølger nok, Højder nok, Idyller nok — Kullen er Livsglæden i Norden. Den, der efter en saadan Udflugt en Høstaften sejler ind i Havnen med dens Lygter og Lanterner, føler, at han har været langt borte, i en Slags nordisk Elysion — og samtidig priser han sig lykkelig, fordi han vender hjem til en skøn og straalende Stad.