Jeg vil ikke være en Idealist, sagde Fröding, før han døde. Ak, det er Kunstnerens og Filosofens gamle Tragikomedie. Jeg vil være en Handlingens Mand, siger Drømmeren; mit Maal er Nøgternhed, tænker Fantasten; den geniale Særling forkynder Hellas. Det er stort at skabe Liv, men det er større selv at leve, og Aandens Mand skærer Tænder i sit Skyggeslot —: Aa, I skal se, jeg er ogsaa en Karl, naar jeg kommer ud i Solen!
Dog, Tilfældet gælder ikke blot de enkelte, et helt Folk kan være mærket af denne Delthed, den danske Folkesjæl har uimodsigeligt en skælvende Tone. I det lille Land, hvor lidet sker, slaar Energien ind, bliver Inderlighed. Lidenskaben, der mellem Fjeldene fortættes til Drama, fordufter som Stemning under Slettelandets Himmel. Træerne, Græsset, Dyrene, alle de stumme Ting kan disse Blaaøjede magte. Livskampen derimod. . .
Men Verden kom os paa Livet, og Ordet er sagt: Danskeren vil ikke længer være en Drømmer. Digterne besynger Maskiner; Forretningsmanden er Dagens Konge; Bankdirektørerne kommer paa sædvanlig Fangekost.
Det fortælles om de unge Danske i Østen — Handelsmænd, Ingeniører — at de er dygtige og derfor ansete; men dog har de svært ved at hævde sig. De mangler Robusthed, de lider af Hjemvé. Men paa den anden Side — hvis de endelig er smarte, saa er de for smarte, er de haarde, saa er de for haarde, saa de andre Hvide paa Pladsen spørger hinanden om, hvad det er for en Struggler fra Norden. De aner ikke, at det er en hudløs Mand, som hævner sig, en Fusker i Kunsten at leve, et dybt Gemyt, som ligger under Moskitonettet om Natten og græder efter de lyse Nætter. Denne Romancesangers Opfattelse af „Jernmanden“ maatte naturnødvendigt træffe ved Siden af, det maatte gaa galt, naar han skulde handle ud fra dette Fantom.
Men netop dette er de sidste Tiders Danmark. Vi har handlet mod vort eget Instinkt, vi har troet paa Ønskets Magi. Danskeren, der ikke vilde være en Drømmer, fik et Problem at gruble paa.
At Dannelsen af en handledygtig og haard Type er vigtig, kan ingen modsige. Men da maa Hærdningen begynde fra Skolen, fra Vuggen af. Det vil tage et Slægtled — og det vil sikkert kun blive en Type mellem andre. Folkekarakteren som Helhed omstøbes ikke saa let — og ialfald vi, der lever nu, har ingen Udvej til at slippe bort fra, at vi er dem, vi er.
Afværgende løfter Skjalden sin Haand mod det i enhver Forstand forhadte Ord: — Jeg vil ikke være en Idealist.
Nej, han vil være et Menneske. Hans Verden er den Verden, som er.
Men Drømme er dog Drømme — enten det er Nattens eller Dagens. Og enhver, som i sit Indre kender den skælvende Tone, han gør vel i at have in mente — selv om han til Tider maa skære Tænder i denne Anledning — at han er den, som han nu éngang er.