Det er en af de forfærdelige Dumheder, som man lærer i Skolen og siden hen gennem Livet faar tudet i Ørene atter og atter — at Danmark er et lille Land. Danmark er en lille Stat — i Forhold til visse andre Stater — det er sandt. Det kan være skæbnesvangert politisk set, og det kan historisk set være tragisk nok. Men i vor umiddelbare Betragtning af Landet, i vor Fornemmelse af Danmark gælder ingen politisk eller historisk Maalestok. Og det er dog trods alt den umiddelbare Betragtning af det, som kan anskues, den dybe Samleven med det, som vokser op om os og sammen med os, der er afgørende i vort Forhold til Landet. Saadan som vi ser og fornemmer Landet — saadan er Landet. Og vi ser og fornemmer det stort. Den, der bor paa Heden, kender dette. Den, der har rejst lidt til Fods, paa Cykle, — eller som har sejlet om i vore Farvande — han kender det. Hvor dog Danmark er stort, tænker han. Det var altsaa Løgn, hvad vi lærte i Skolen. Bespottelse og Daarskab.
Ja, saa fuldt af Afstande er dette Land, at ikke én af Titusinde Københavnere nogensinde paa sin Fod er naaet til Helsingør. Vejen er dog en Fodtur værd. Jernbanen giver kun Endemaalet, men snyder for Mellemleddene. Dog — saa lang er altsaa denne skønne Vej langs Sundet, at kun Vagabonderne gaar den.
Hvor mange Danske har været i Struer, i Lemvig? Og de, hvem Tilfældet har bragt dertil og som er blevet rigere, fordi de ogsaa har fundet deres Fædreland der — de maa med Suk notere, at dette jo kun er en ringe, ringe Del af de Byer og de Steder i deres „lille Land“ — som de aldrig har set, og som de rimeligvis aldrig skal kende.
Og saa er dog det faste Land kun det halve af Landet — desforuden findes der de hundreder Smaaøer, der er vore Farvande, det mægtige Vandareal. Ogsaa dette er Danmark.
Jeg sejled igennem det blaanende Danmark.
Midt i den kløverduftende Sommer
saa jeg kun Havet og lugtede Hav.
Belter og rum Sø — alt var det Danmark!
Belterne, Smaalandshavet, Kattegat, Østersøen — her sejler danske Skibe — Smakker, Dampere, Orlogsfartøjer — de møder svenske og tyske Skuder og Skuder fra fjerne Lande — men vore egne er de fleste, Farvandet er hjemligt, det er det danske Rige. I Tusind Aar, i umindelig Tid var disse Bølger Vejen fra Landsdel til Landsdel, Rigsvejen, dengang Skov skilte men Hav forbandt. Derfor laa Skaane saa nær — men Smaaland var Verdens Ende. Til Smaaland gik Danmarks yderste Grænse — og Vejen var lang, lang, gennem Skaane. Men Rügen laa nær — vi ved det, altfor nær. Kun to Ting var fornødne: Medbør og Mørke — saa kom man langt i kort Tid, Vogteren saa ikke Røveren, og Røveren saa ikke Hævneren — usynligt bruste de frem. Her har Absalons Flaade gaaet! Her sejlede Valdemar Sejr, da han skulde jage paa Lyø. — Dette med de „korte Afstande“ i vore Dage er, ret beset, en uhyre Indbildning: det er i vore Dage, at Folk — fraset en lille Ferieudflugt — ikke flytter sig af Stedet. I Middelalderen var, ikke blot Kongerne, men de simple Mænd, Almuen, snart her, snart der, de udvandrede fra Landsdel til Landsdel, de søgte Erhverv ved, det var en Drift hos dem at rejse. Skibet førte dem, Søen kaldte dem. De gamle Beretninger er fulde heraf. Nu er vor Verden: et Sogn — en By. Vor Dont en Plov, en Pult. Kun de Handelsrejsende rejser. Kun en Brøkdel af Folket ligger en Brøkdel af Aaret „paa Landet“. Men fra Vaar til Høst, fra Vinter til Sommer gaar Blæsten salt over den salte Sø, Solen dukker op af det blaa Øde, og Solen gaar ned. De Fugle, som flyver der, flyver over Danmark. Skipperen ved Roret taler en dansk Dialekt. Men vi skal dø, og det skal være, som om alt dette aldrig havde været.
De jyske Fjorde. Hvor altfor sjældent har vi ikke fornemmet denne Blidhed og Vælde: at glide ind mellem disse Banker! Har vi sejlet paa Limfjorden — hvor Vandet kan være saa klart, kan være saa solblaat, mens Kysterne er saa fjerne — som sejlede vi langs Middelhavets Kyster. Hvem har staaet paa Læsøs Klitter? Eller har kastet Anker, en Sommeraften, ved Solnedgang, ud for Møens Klint! Vandet er saa gennemsigtigt — vi ser Ankeret, Bunden, alt. Der ligger i Østersøen en dansk Ø — Kristiansø. Den har Stenkløfter med Brombær og vilde Roser, hvor man kan ligge baget af Solen og se ud over det blaa Hav. Der er Bornholm, nogle Mil derfra — at komme op paa Dækket en dugvaad Julimorgen og opdage, at man langsomt glider forbi en Klippekyst, som er Danmark! At sejle gennem Svendborgsund! — At gaa i Land paa en lille lav, grøn Ø og komme ind i en Gaard — og ogsaa der træffe Landsmænd! Naar vi sejler derfra, ved vi: to Gange i Livet kommer jeg ikke til denne Plet Jord i Havet, denne Kyst ser jeg aldrig mere. Saaledes tænker ogsaa den Rejsende, der har gæstet en Ø i det stille Ocean. I en saadan Fjernhed har vi været borte. Og dog har vi været inden for Landets Grænser. Danmark er stort — uendelig stort — paa disse Kvadratmile har vi evigt Tumleplads nok. Aldrig kan vi favne det nok, aldrig elske det nok . . . Efter Ploven flyver Maager. Han, der kører Ploven, ænser dem ikke, han har for travlt. Men en Dag gaar han underligt i Staa, han vender sig om og ser langt efter det, som han med ét husker, at han ikke ejer: Havet, hvor Fuglene kom fra, den blaa, vældige Sø, som fra Tidernes Morgen var Danmark. Blaanende Danmark — er Du ikke Længslens og Lykkens Land — er Du ikke fuld af brusende Ensomhed — tangduftende Kongerige!