Sommeren tilhører Privatlivet. Der sker gudskelov ingenting. Politikerne er vendt tilbage til Ploven, Fanden tænker paa Skattelovene — det gælder kun om at leve, være sig selv; Samfundet er hørt op at eksistere. Den eneste offentlige Begivenhed i lang Tid er nogle Vers paa en Tribune, i disse Festuger er det — som det sig hør og bør — Poeterne, der løfter Fanen. Poesien er, som Historien viser, en Fredens Blomst. Digterne elsker Friheden, deres Ideal er det ublodige Anarki. „Sommerlyst“ — hvilken Idyl! Den unge Halvgud deklamerer. Salen gisper frydefuldt.
Men hvis det nu begyndte at tordne, hvis det pludselig begyndte at drøne, bum, bum, i den lumre Aften, midt i en Linje, midt i den unge Sejrherres mest fine og underfundige Sejrssmil! „Jeg banker paa din Kammerdør“ — hør, hvor det tordner! En Jernhaand banker ... Kanonernes store Koncert er begyndt. Dette er kun en Fantasi, et Sommer-Æventyr. Men det mangler ikke Baggrund — vor lille sorgløse Tilværelse leves under Cæsars Øje, den store Verden er altid nær, vor Sommerferie afhænger af Marokko.
Det er kun en Fantasi — et Mareridt i Sommervarmen. Men midt i det intetsigende Velvære fra Frederiksberg til Hornbæk, midt i al Skønhedsdyrkelsen og alle store Ord om Liv og Død er Krigens onde Drøm ikke uden et vist betagende Skær af lynende Realitet. Der gives ganske vist andre Kampe, andre Vunder end Kuglernes og Bajonetternes. Men der er en Del af disse Livets Fyrster, hvis Triumfer hedder Tro, Haab og Fruentimmere, som det vilde være tilfredsstillende at se ude i Drogden f. Eks., ved „Søridderen“s Kanoner, en vanskelig Nat. Det kan undtagelsesvis være velgørende at vide, at den Mand, som vi saa det blive gjort af med iaften, ham skal vi ikke gense paa Kaféen imorgen Formiddag. Der er Folk, der tilbringer Livet med at drikke deres eget Gravøl, Folk, der éngang for alle har tabt, men som dog lever, som ikke har mistet Solskinnet og Spurvene og Alkoholen. For disse Miserable maa der være en Trøst i Tanken om, at der gives Tilfælde, hvor det at falde i Kampen betyder den absolute Udslettelse. Al den nye Tids Aandeliggørelse af de store, gamle, materielle Ord, Digterne med deres „Saar og Skrammer“, Kujonernes „Valgkampe“, alle de Herrer og Damer, der „kæmper“ i deres bedste Puds — det var vel værdt, det var ikke af Vejen, om man kunde lære at tilegne sig et vist Maal af Agtelse for Krigerne og den virkelige Død. Ulegemligt, forflygtiget, forfladet bliver Livet i et lille Land, hvor Krig og Revolution kun er Symboler og Ord.
Altfor indadvendt eller altfor overfladisk — men gudskelov! Det var kun en Drøm. En blodig Drøm. Flere Vers! Fra Sommerlyst til Hornbæk én tonende Lyre!