Den danske Finhed er uomtvistelig en Pynt for Nationen — skønt gallisk afslebet dybt national, i Slægt med Landskabet, til Huse hos Folket. Hvor kan der ikke være noget forunderlig tyst ved en gammel Bonde! Ved Siden af Bonden som komisk Figur Bønder med racefine og elskelige Ansigter. Der sidder jo nok saa gamle Slægter paa Gaardene som paa Slottene, det danske Aristokrati bestaar for en ikke ringe Del af navnløse Mænd. Hos disse Vadmelsklædte har de dannede Klassers Ideal sin Rod, i Folkedybet er det altsammen: Veghedens Mosebryg, den fine, faste Linje.
Men har denne Finhed præget vor Kultur med Noblesse, saa har Noblessen taget sig betalt med et nidkært Tvangsregimente —: Paa Knæ for Porcelænsguden, her tilbeder vi det Intet, som er Alt, Luftsteg serveres, husk, du er i Heibergs Land!
Denne Kultus’ Bibel hedder „Du maa ikke“, i tusind Paragrafer, dens Symbol er en hvid Vest, dens Aand er tempereret, tempereret, i Vid og Alvor af Intetkøn.
Knurrende nærmer den utempererede sig denne Buddha — skal vi slaa dig i Stykker, du „danske Finhed“? Grundtvig og Kierkegaard, Georg Brandes og Hørup, Johs. V. Jensen — alle det danske Aandslivs Krigere har skudt til Maals efter denne Dukke. Selv havde de alle Finheden i sig, og de fleste af dem var Mestre i at haandtere den, som en Stilet; men de havde vældigere Vaaben, voldsommere Væsen, de havde alle den Hensynsløshed og den Pathos, som er ganske særlig forbudt i den ovennævnte Lovbog.
Hvad var fint som Bispen, Kierkegaard laa i Fejde med, hvad er tempereret og ulastelig Teologi som Sjællands Biskop? Det gamle Testamente maatte rase. Fra de Mænd, som stod Georg Brandes nærmest, maatte han Gang paa Gang høre, at nu gik han for vidt, dette kunde de ikke taale. Disse udmærkede Danskere var saa gennemfine, at selve Kampens Væsen var dem imod, det var egentlig raat at angribe Folk; tilgav de Kamphanen, var det af personlige Grunde. Hvad var fra oven og nedad som de Nationalliberale? Det var da Aandsaristokrater! Disse Masker maatte friste en Hørup. Han, der var saa skaanselsløs en Angriber og en saa fin Mand, benyttede vel gennem Aarene hyppigst Smilet og de smaa Ord, men han foragtede ikke Skældsordet som Slagord, og han kunde hæve sig til en haanlig Pathos, højt over al Ironi. Han uddannede en Stil til Hverdagsbrug, hvis Finesse bestod i aldrig at blive vred, kun smile spydigt, og som gennemførtes med en Konsekvens, der til Tider ærgrede Vennerne mere end Modstanderne. Men der var Tradition, der var Jordbund for denne Facon; vi har beholdt de fra Paris importerede Knappenaalsstik længe efter, at den franske Presse har optaget en heftigere Kampmaade. For en Clemenceaus lidenskabelige Polemik er vi for kultiverede, Elegance maa der til, man er ondskabsfuld i al Uangribelighed. —
Overfor Storm og Ild har den danske Inderlighed en kølig Mine.
Tal ikke for højt — det er daarlig Tone! Denne Parole gennemtrænger alt. En hel Type opstod paa Grundlag af denne Negativisme, en Art præ ceteris. „Han er et fint Menneske.“ Det var den højeste Ros. „Et fint Menneske“ er en Blegnæb, der samler paa Knackfuszer — mangen, der i sin Ungdom fik tildelt denne Hæderstitel, der var besynderlig suggestionerende, maatte have Aar til at opdage, at han var af Kød og Blod.
Dog, Hyperfinhedens ærlige Tilbedere, de har i alt Fald det Forsvar, at deres Afgudsdyrkelse ikke sjældent hænger sammen med noget af det bedste i dem — og hvem overhovedet har ikke en Rem af Huden? Farligst er Hyklerne, det er dem, der gaar i Spidsen, naar den ubeherskede Sandhed skal boykottes. „Hørte I, han sagde Slyngel! Med denne Pøbel kan ikke diskuteres. Spørgsmaalets Realitet kan aldeles ikke komme for.“ — Ved dette Trick reddes den notoriske Slubbert.
Den fine Mands Rolle er let at lære, naar Ydret haves — kun de færreste har Blik for, at Fornemheden er selfmade. Se denne Kulturens Højbaarne — blot ved hans Nærværelse føler Menneskene sig mindre, han er den, som altid har Ret, han er selve Fornemhedens Parfume. Hvem skulde ane, at han er en almindelig Stræber!
Den, der ved, hvad Finhed er, foragter det altfor fine Væsen, han vil hellere misforstaas end slaas i Hartkorn med Snobber og Poseurer. Den store Holger, der gik til Hvile i Klitten, skal ikke mere gøre Skandale, han skal aldrig mere stille sig paa tværs af Evnukvæsen og officielle Løgne. Men det er skønt at staa med Front mod de Herskende — og den danske Finhed har saa mange Lovsyngere, at der altid vil være en Mission for Mænd, der er grove nok til at sige den Sandheden.