Et moderne Mandfolk gaar ikke i Teatret, ligesaa lidt som han gaar i Kirke. Præsterne og Skuespillerne overlader han til Damerne. Man ser Doktor Dit og Assessor Dat følge Kone eller Datter til Teaterporten, og ved Elvetiden møder man dem igen stampende udenfor for at følge hjem; i Mellemtiden har de siddet ved deres Skrivebord med Arbejde eller i en Lænestol med en god Bog, de har ikke spildt Tiden, tænker de fornøjede. Det kan ogsaa være, de har siddet paa en Kafé eller spillet et Parti Bridge med gode Venner eller gaaet en Tur. Selskabelighed er morsommere end Komedie, Naturen mere opbyggelig — saaledes tænker den moderne Mand. For Nutidens Friluftsdyrker især er alt Teatervæsen overflødigt eller vederstyggeligt — han skal nok vogte sig for at lade sig spærre inde mellem Stolerækkerne i et Selskab, der er lige saa pinligt som Atmosfæren, Ansigt til Ansigt med Gøgl og Sminke.
Det er muligt, at Menneskene i vore Dage har et rigere indre Liv end tidligere, saaledes at de har nok i sig selv og de stumme Ting. Det kan dog ikke nægtes, at der findes adskillige, som kunde have godt af lidt Kirkegang, ligesom det heller ikke kan skjules, at en Del af dem, der foragter Teatret, simpelt hen er Kunstforagtere, Fagmennesker og Specialister, hvis Blaserthed er et Udslag af aandelig Indsnævring.
Og selv om der maaske er gaaet Dekadence i Teatrene, saa har dog Scenen bestandig sin Charme, saa er det dog en gylden Drøm, naar Efteraaret nærmer sig med de mørke Aftener: Scenerummet med de Hundrede Lys, Skuepladsen, hvor fjerne og forsvundne Ting genopstaar, hvor Kunsten er levende Mennesker. I en bred Parketstol eller eksklusiv Loge at sidde og se Mennesket træde frem i Lyscentret, staa der paa Præsenterbakken og elske, lide, handle, drømme, at se Legemet udfolde sine tusinde Bevægelser, Stillinger, Linjer, al dets uudtømmelige Skønhed, hvilken dyb og hemmelighedsfuld Nydelse! I Skuespilkunsten er Stumheden ikke mindre talende end Ordet, Blikket ikke mere levende end Haanden og Ryggen — Sjælen er Bevægelse, Strøm, Synlighed og Ugribelighed.
Folk føler sig tit skuffede i Teatret — det Billede, de havde dannet sig selv, var langt smukkere. Det er ikke let at konkurrere med vore Fantasier, paa den anden Side er det dog bedre at se noget smukt end kun at tænke sig det — hvis man da ikke mener, at der er Ting, som slet ikke skal ses, kun tænkes. Men op imod dem, som vil gøre alt, hvad der har Værdi i Livet, usynligt, stiller Skuespilkunsten sin brændende Trang til at se, se alt, hvad Hjertet og Tanken gemmer — netop det, der er gennemtænkt, er modent til at forvandles til Billede, Billedet er mere gribende end alle taagede Forestillinger, Iaften Klokken halvti lægger Hamlet sit Hoved i Ofelias Skød — det er muligt, at det er fuldkommen parodiskt, men det er ogsaa muligt, at det er vidunderligt; gaa hen og se det, det overgaar alligevel alt, hvad du kan sidde hjemme i din Lænestol og lave sammen!
I kære Gøglere, Kunstnere og Troldmænd med jeres Kvinder, I skænker os midt i jeres sminkede, bølgende Verden af fulde Hænder Henrykkelse og Fest. I er Skulptur og Vers og Musik, af dybe Væld øser I — alle Minderne, alle Hemmelighederne, hele det straalende, det dunkle, det mysteriøse Liv.