Ifølge Baudelaire bestaar Lykken i at være ung, rig og uden Familie. Da han selv blandt andet var udstyret med en Stedfader, som han engang gjorde et Forsøg paa at kvæle, synes han her ikke at have fremsat en Erfaringssætning. Men i et Syn saa han Lykkens Land.
Og misundelsesværdig er han jo ogsaa, den unge Mand, som har Tegnebogen fuld af Sedler, og som kan bedrive sine Galskaber, uanfægtet af gamle Mænds Protester og tantelig Bekymring. Er han ikke Gadernes Herre, Kaféernes Suveræn, en Blomsterplukker i Kvindernes Urtegaard — i den ene Haand holder han Dagen, i den anden Natten — Bold spiller han med dem, op og ned, ned og op, han trættes aldrig, han er altid midt i alting og dog smilende ene.
Og hvilken Omvæltning, hvis den unge Kvinde midt i Livets Fest hørte Mefistos Røst i sit Øre: „Jeg har inat, ved tolv Slet, hentet Onkel Jochum og Tante Gine — nu er min Lærkeunge sin egen Lærke.“
Det kan ikke skjules — Februar er en ugudelig Maaned. Over Karnevalerne hejses en blodrød Fane med „Død over Moralen“ i gylden Skrift; i Sneskovene er Luften vidunderlig bidende, de unge Kvinder vidunderlig friske og blussende, Drømmen om Frihed, om Livet i Fest absolut og paa den mest blasfemiske Maade i Strid med Hverdagens ophøjede Etik. O, Februar, du skønne!
Se, dér ligger det hvide Sjælland med de uendelige Kaneveje, de store Issøer, Skovløberhusene mellem Træerne, Dyrehavens røde Æventyrporte. Solen staar op, og en lang, hvid og gylden Dag er din — Stjernerne staar over Byen, og i Kulden og Mørket dunster hedt de brogede Sale. Hvem er fuld af Is og Ild, hvem er uden alle Lænker, en Overdaadighed fra Hæl til Isse — kom nu, du Herre af Februar, her venter dit Land og dit Hof!
Vé os, vi stakkels Orme — hvem har gennemført Livet, hvem har set det, levet det, uden Digterne i deres Fantasier og Adelsmændene i deres Lediggang! Munterhed indbringer ingen Dagløn, og dog er den en høj Pris værd; Skovene er Rigdom, og Kontorerne er Armod; Elskov, det er Ugen med syv Søndage — Bankerot og Livets Blomstring! Herren af Februar — langt borte fra maa han komme, han er et svundet Aarhundredes Barn, en Gæk fra Shakespeare — ham tilhører Lykkens Land. Se, pudret af Sne og med røde Læber kommer denne Galning — han strør om sig med Ungdom og Dukater, han spiller Bold med Nat og Dag, op og ned, ned og op. Er Livet ikke et Lystspil, et Festspil, i ældgammel, udødelig Stil; er Sneens og Kvindernes Maaned ikke fuld af Drøm og af Svimlen? Februars Jomfrudom tilkommer mig — siger Knøsen fra Shakespeare.