Misundelse er i og for sig et Tegn paa Sundhed, Oprindelighed; Hunden er misundelig, Barnet er det, Proletaren — det er naturligt for Skabningen at føle et Stik i Hjertet, naar det gaar andre godt. Alt det, andre faar, gaar fra mig — denne Betragtning daterer sig fra det Øjeblik, vi kan sidde op i Vuggen, Mennesket begynder som Verdensmidtpunkt. Derfor er der noget ikke rigtig menneskeligt ved disse umisundelige Mennesker, de mangler Natur — eller ogsaa har de brændt sig godt.
Hvor vort Hjerte i Ungdommen banker, naar Ven N. N. har faaet en yndig Pige forelsket i sig eller taget en fin Eksamen eller malet et udmærket Billede. Det har han naaet — og jeg! Ungdommen er dybt misundelig — fordi den er Ungdommen. Judas er miskendt. Man kan ikke nægte den Rødhaarede, at ogsaa Nidskhed er et Udtryk for Vitalitet.
Alligevel — naar man har prøvet Fornøjelsen ved, at det gaar andre daarligt, er det til en Afveksling værd at drage Fornøjelse af andres Held. Ogsaa herunder kan udfoldes Ondskabsfuldhed — det, at det gaar den og den godt, vil ærgre den og den gul og grøn — skal vi give vor berømte Landsmand et Hurra! Og er Berømmelsen virkelig fortjent, er det f. Eks. en god Kunstner, der slaar igennem, saa ligger der jo en overmaade nobel Nydelse i Glæden over dette Slag i Ansigtet paa de daarlige Kunstnere.
Men der er en endnu højere Nydelse, det er muligt at lutre sit Hjerte helt, saa man med Smil kan sige: din Lykke gør mig glad, fordi den gør dig glad, din Sejr bedrøver mig ikke, skønt ogsaa jeg gerne havde vundet en saadan Sejr. Den har frigjort sig for Misundelse, der kan sige: der findes ingen, med hvem jeg vil bytte. Inderst inde siger alle Mennesker disse Ord — langt inde; men der kræves Hukommelse, der kræves en vis, en ikke ringe Vilje til Glæde for at leve efter disse Ord. Jeg vilde gerne eje en Luksusbil — men jeg vilde ikke være dig eller dig eller dig, der suser forbi mig. Fik du dine Malerier hængt op paa Luxembourg eller du dine Bøger væltet ud over Tyskland — jeg vilde ikke bytte med dig. Jeg vilde ikke se ud i Ansigtet som du — selv om jeg fik dit Geni som Plaster. O, alle har I behov, hvad I har, og behov, hvad I kan faa, det gør mig godt, naar jeg ser jer smile, fordi Solskinnet har naaet jer!
Lyder dette for ædelt? Er dette ikke det naturstridige Væsen, hvorom før blev talt? Det Hele beror paa et Ræsonnement: min Næstes Rigdom kan ikke gøre mig fattig, hans Fattigdom kan ikke gøre mig rig. Man har Konkurrenter, og man har Fjender — men har min Nabo, fordi han har vundet i Lotteriet, stjaalet fra mig? Hvad jeg er, er jeg i Hjertet — og i Hjertet er enhver dog, trods alt, det ypperste Væsen, den lykkeligste, som ikke vilde bytte med al Jordens Konger.