Breve udebliver, Aviserne fra Udlandet kommer hver anden Dag, to og to, Folk, der har taget Permission for at rejse paa Bryllupsrejse, sidder paa Kufferten med et hjemligt Hvedebrød i Haanden. Er der ikke Meldinger om Dampere, som sidder fast, besynderlige Stednavne dukker op, den materielle Verden, som til daglig ikke er til, forkynder knurrende sin Eksistens — Isen, Isen rykker frem, formerer sig, sætter sig fast i sin forhistoriske Majestæt.
Nu er Verden igen bleven stor, med uendelige Afstande, og Mennesket et Kryb — eller maaske snarere, det kommer maaske Sandheden nærmere, et rigtigt Menneske igen, en Karl i Pels og store Støvler, en Kæmper med Elementerne — langsomt gaar det frem, men det gaar, det skal gaa. Ak, Istransport — hvilket gammeldags Ord, hvilken Blanding af Gru og Idyl, nu er Tiden inde for Issletternes snepiskede Karavaner. Men langt borte er der Ruder, som er gyldent lysende, hvor Paradis findes — o, at komme en iskold Nat til Sprogø, op i den store Sal, hvor Kakkelovnen staar rødglødende, hvor Seng staar ved Siden af Seng ned langs Væggene, kun med et Skærmbræt imellem — at svælge koghed Kaffe og brændende Romtoddyer, inden man vælter sig under Dynerne! Saadan rejste man éngang — det var dengang, da Hærene gik over Havene, med Tab af Batailloner, thi hvor der er Is, er der Vaager; men man kom frem, man kom til smaa Byer, som man lavede Baal af for at faa Bøjelighed i Fingrene, man kom til store Stæder, hvor man lavede Historie, til Fortrydelse for Eftertidens Skolebørn. Ak, hvor Menneskene og Isen har haft meget sammen!
Og vi fra en humanere Tidsalder — thi selv Naturen synes jo i vore Dage gennemtrængt af de moderne Idéer — selv vi Solskins- og Tøvejrsbørn kan fra vor Barndom huske Snevintre, Istider, hvor Sundet var tillagt, hvor man kørte i Karussel paa Rheden og foretog Spasereture mellem København og Malmø. Det hændte nogle at fare vild, saa gik de i Rundkreds, som man gør ved saadanne Lejligheder, indtil de lagde sig ned og blev liggende. Men disse Tragedier var sjældne, og det er nu længe siden, at det blaa Sund har været andet end blaat; først i disse Dage er han kommet igen, den store Herre Frost, som elsker at svinebinde Bølgerne, at gøre Skibene til Latter, at knuge Menneskene i sin iskolde Favn.
Skulde det være muligt, at der ingen Fremskridt er? At alt vender tilbage? At intet, intet er tabt? Det er ikke Sol altsammen. Verden er rigere, end selv de Nygifte i deres Hvedebrødssalighed drømmer om.