Kan du se, min Dreng, hvad er det, der staar op dér over Træerne?
— Det er Solen. —
— Nej, det er jo Maanen. —
— Men den er jo helt rød . . .
Ja, helt rød er den, naar den staar op, den kolde Maane, en Sol ligner den, den døde Maane — et stort og gribende Æventyr er den, der kunde spindes en lang Ende; men det kan ikke nytte noget, han vil ikke forstaa det, Drengen. Maaske er han allerede selv under dens Trolddom — men heller ikke det forstaar han, som mange Mennesker, der kun er Børn, er i dens Magt uden selv at vide det. Maanen minder, Maanen kalder, den er den store Hersker over Sjæle, der gaar gennem Aartusinders Nætter og er overalt. Den hænger over Ismarkerne, den svømmer i Afrikas Himmel — og Negrene, de, der véd saa lidt, de véd dog det, at de hader Solen og at de tilbeder Maanen. Ikke allevegne er Solen velsignet, ikke alle tjener den hovmodige Herre — tænk, denne Snylter, Maanen, som lever af Smulerne fra dens gyldne Taffel, den har et Præsteskab, en Menighed, den bor i Millionernes Hjerter.
Se Fuldmaanen over den lille By — hvor svæver dens gyldne Kuppel festligt mellem Kronerne! Alle Mennesker har en Skygge som om Dagen, de smaa Købstadshuse ligger lysende skønne med spinkle Greneskygger over Facaden. Sidder der ikke én og venter bag Ruden i det hvide Hus — eller var det for længe siden, hun sad der? Ak, der skal kun lidt Maaneskin til, for at de Døde skal genopstaa, kun lidt Maaneskin, for at Ungdom og Drøm skal tage hinanden i Haand. I dette Skær som af Rimfrost er alt det, der var — Kina for totusind Aar siden, Digterne, Kvinderne. Verdener er gaaede tilgrunde, og alt er det samme.
Er Menneskene delte mellem Nat og Dag, er der dem, der har valgt Natten og forkastet Dagen — saa er der ogsaa dem, som er forkastede af Dagen, og som Natten har valgt, og alt, hvad de higer mod den livsalige Sol, de mærker, det hjælper ikke, Maanen har kaaret dem, den er i deres Blod, den har éngang og for altid forhekset dem. Med en særlig Inderlighed og et særegent Had vil den, der saaledes føler sig mærket, dyrke sin Guddom: Se, naar du viser dig, lægger Stormen sig, i dit Følge vandrer alt, hvad der er ædelt og tyst — se, under dit isnende Smil stivner Hjertet, visner al Handling, gold er du i alt! Smilende drager den Kolde sin Bane — til Møde med andre Tilbedere, med de lykkelige Elskere, der hilser den i Skønhedens mangfoldige Navn. Ingen kaster den Vrag paa — se, Øglerne hilser den med spillende Tunge, ved gemene og blodige Orgier lod den sig fejre, satanisk og guddommelig er den store Nætternes Hersker. Hvor uskyldig ser den ud, naar den hilser Barnet Godaften! Og saa er den dog en Forfører, en Mørkets Aand, fuld af natlig Ild og Evigheders Kulde . . . Men mærk, hvor Liljerne dufter, nu, det er dugget og Maaneskin. Den er trods alt en Livets Kilde, den øde Maane, den saa vel som Solen — et stort og gribende Æventyr, i Rødt, i Gyldent, i Grønt og Hvidt . . .