I Storstadens Ligkapeller, hvor Begravelserne følger Slag i Slag, i disse nylavede og banale Rum er Afskeden med de Døde mangen Gang uden den Værdighed, den Andagt, som er saa afhængig af det Ydres Overensstemmelse med det Indre. Men de gamle Kirker, i By og paa Land — blot man træder derind under Hvælvingerne, føler man Forkrænkeligheden og Evigheden. Og staar der en gammel hvidskægget Præst og taler, ganske simpelt og stille — en hjertelig Mands og en klog Mands helt menneskelige Ord om Liv og Død, da gribes man paany af det Glemte, af Kirkens Magt, af Præstens Magt; de svundne Aarhundreder lever.
Men det er Sangen, Salmerne, som gaar én til Marv og Ben. De gamle Kirkemelodier er saa overvældende i deres Simpelhed, fordi de — mere eller mindre direkte — er gamle Folkemelodier, de er Folket selv, de hedenfarne, de fødende Slægter. Men Salmerne — det er Digterne, det er de enkelte Aandens Mænd, som i Ord og Billeder fremmaner de dybe Ting, i Versets knappe Form samler de Tidernes Kærlighed og Visdom. Det er de store Digtere: Kingo, Brorson, Grundtvig og Ingemann, som følger os til Graven — bag deres Ord ligger den asiatiske Lære; men Følelsen er nordiske Hjerters, det er den almene Smerte, det fælles Haab. Det er sandt, at der er et Svælg mellem Religion og Æstetik; men dette udelukker ikke en anden Sandhed: at Poesien er den eneste virkelige Religion — fordi den er Menneskelighed.
Den enfoldige Forvisning om Himmeriges Herlighed og Gensynet med de Elskede, denne Tro er naturmæssigt, naturnødvendigt vokset ud af Menneskehedens Hjerte. Derfor er disse Salmer, selv for den, der ikke længere tror, en Forkyndelse af de oprindelige Livsinstinkter, de fylder ham med noget, som ikke kan dø. Og dog er for ham alt dette kun Illusioner, og er da Religionen ogsaa Illusionerne, hører ogsaa de med til det, der er helligt? Den Ikke-Troende, som har mistet, han maa dog sige: nej, jeg skal aldrig gense — og alligevel, alligevel, hvis han er gennemtrængt af den Følelse, at kun det Indre eksisterer, at Himmerige er dér, saa véd han ogsaa, at dér skal han gense, dér lever den, der nu begraves.
I Døgnets og det Haandgribeliges Hvirvel klamrer Digteren sig fast til det, der ikke ses, og det, der ikke forgaar. Han taler til Menneskene og søger at lokke dem med til Drømmenes Kyst — men Menneskene har som Regel for travlt til denne Afstikker. Dog, der findes — nu som fordum — rundt om i Landene Steder, hvor Digteren høres — i Kirkerne, Dødens og Livets Templer, dér har de store Salmister, Skjalde, Lyrikere — kald dem, hvad man vil — deres dybt grebne Publikum. Hør Grundtvigs Vidundersalmer! De skal følge dig til Graven, naar du dør. En stor Digter skal føre dig til Paradis!