„Udenfor hvirvlede de gule Blade“ — saaledes serverer Romanerne Efteraaret; Helten sidder i sin Stol og føler sig høstlig stemt, Læseren er ikke i Stand til at fornemme nogetsomhelst. Alt er sagt om de hvirvlende Blade, alle Billeder brugte og slidte — Galgenhumoren, Dødningedansen, vi kender det.
Og dog har denne Puslen derude sin Magt over Sindene, nu som fordum, og den, der staar ved det aabne Vindu og pludselig hører den, han bøjer sig ud, bort fra de andre. Maaske er det en sollys Formiddag, en Dag i Avgust, Sommer er det — men hør: Efteraaret danser derude. Ja, disse flade, hvide Brosten, som Solen skinner paa, et skønt Dansegulv danner de, og de muntre og tyste Blade, de løber, de hopper, de drejer rundt med Dødningers Gratie. Det er i Sol og Sommer Skelettets visne Ynde. Og er det en gammel og afsides Gade, med høje Fortidsmure, hvor Vinden og Løvet valser, da er den, der staar ved det aabne Vindu, dobbelt udsat for at forstemmes og falde i Tanker. Er Forkrænkelighedens Tanke en Kost for Mænd? Den er maaske en til Hverdag meget foragtet, en i høj Grad urørt Kost. Men underligt kan nogle visne Blades Løb over Stenbroen omstøde Hverdagen — gennem Hjertet gaar et Mismod uden Ord, Drømmerier, der er Musik, Suget af en Melankoli, der altid var, og som bestandig vil være.
De Ingredienser, hvoraf Livet bestaar, er ikke overvættes mange, der er de samme Oplevelser gennem Tiderne, og selv om det lykkedes os at flyve til Mars, vilde vi ikke forny Livet derved. Hverken Livet eller Kunsten fornyes ved Opfindelsen af usete Ting; der er kun det: for titusinde Gang at gentage det, der var.
Udenfor hvirvler de gule Blade! Knud den Store saa dem, og alle Konger og Skjalde og Daglejere gennem Tiderne saa dem, og de bøjede Hovedet og faldt i Tanker, som vi nu gør, som andre vil gøre det efter os ... Se, ved et stort aabent Vindu staar Mennesket og ser Sommerens Løv, Livets Timer, Ungdommen og Manddommen og alt, hvad han elskede, danse bort, danse bort, danse bort . . .