Naar Tusmørket er i Luften, begynder en Fugl at synge; i det første Foraars første, milde Mørke er Solsortens Sang der, igen, igen — søde Toner i Stilheden, sagte Sang fra forgangne Foraar. Det er ligesom var det Luften, der fik Mæle — eller er det en fortryllet Busk — er det den syngende Busk, det syngende Træ, hvorom Æventyret taler? Se den store, grønne, stille Gran, der bor en levende Stemme i den, Musik ... Og Halvmaanen, Nymaanen, hænger deroppe, gylden og smal, som den Vaar efter Vaar har hængt over Jorden i den blege Luft, i den ensomme Skumring, mens Solsorten sang. Solsorten, Granen, Nymaanen — hvilke skønne og samhørende Væsner, hvilket godt Selskab at være i; ak, om man havde Tid til at høre alt, hvad de har at fortælle om Fortid og Fremtid!
Ja, mens Tiden gaar, og Verden forandres, og Maskiner viger for nye Maskiner, og Idéerne kommer og forsvinder, og Menneskene skifter Sæder og Moder — saa synger Fuglen, saa gror Træet, saa lyser Æterens Kloder. Fuglen, Træet, Himmellyset — de er der, de var fra evig Tid, og de vil være der evindelig. Men naar de er, saa er intet forandret, saa kan intet forlises — Lykken kan møde os, og Ulykken kan møde os, som forhen; men Livets Grundvold er urokket, dets inderste Hjerte er Foraarets, vi har arvet et ældgammelt Haab.
Til mangfoldige Ting, til tusinde dunkle Ting er vor Skæbne knyttet; Landene, Samfundene, Kasterne har Magt over os. Men over os alle staar Maanen, og Solsorten synger for os; enhver kan gaa ud under Foraarets Himmel og gøre sig fri og hilse det Rige, som er hans alene. Det krumme Sværd, som en usynlig Haand har draget deroppe, det er et godt Symbol, et skønt Tegn; det staar i Ensomhed over Mennesket, det staar over os alle og lyser for os alle, det er Foraarets Jærtegn, Jordens gyldne Skæbne. Og lyt til det syngende Træ, staa stille og lyt — hvilken Sødme og Vemod fra Livets Hjerte! Din Ungdoms Elskerinder, alle ensomme og svimlende Stunder, som Jorden har kendt, gaar dig i Møde, naar Solsorten fløjter . . .