I Solnedgangen er Søen ganske stille, sommerlig mild, fuld af Dulmen for Hjertet. Paa de store Bakkedrag græsser hvide og sorte Faar, Skovene gaar mod det fjerne, Sivene staar som mørke Streger paa Guldgrund. Se, en Sværm af sorte Fugle flyver op fra Bakkerne, det suser i Luften. En And rabber etsteds under Kysten, mellem Aakandebladene staar Geddefiskeren i sin Baad, der falder et Skud fra Mosen. Langt borte, fra Kongevejen, lyder Avtomobilhornet, nogle Hunde gøer rasende — saa bliver det igen saa stille, at man kan høre Smaafiskene slaa. Men Elletræerne bliver dunkle, en Ugle skriger nær ved, Emmen kommer svævende som dansende Piger — Farvel til Siv- og Aakanderiget.
Se Himlens blaa Ishav, hvor Isbjerge driver! — Der er mørkt i Øst, hvor Skorstenene staar, Fabrikernes store Lys er tændte, Menneskenes Baal brænder; men Vesthimlen, som jeg ser, mens jeg ror, er skinnende lys. Himlen er som et vældigt Teater, hvor Skyer og Stjerner spiller — Rummet er den store Domkirke, der gør Kirkegang overflødig.
Jeg har ladet Aarerne hvile, Vandet er fuldkommen blankt. . . Stødte Baaden paa Grund? Al Bevægelse er standset, jeg ligger lænket til Stilhedens Grund midt i den sorte Sø.
Men i Vest er der skinnende Skær, Himlen er en Skueplads, en Tempelhvælving — jeg er i dette Øjeblik lige saa ensom som Sømanden i Oceanets Aften. Dér staar Karlsvognen, dér Arkturus, store Slør gaar for Stjernerne i Nord. Uendelige Mil, Hærskarer, som drager forbi . . . Ak, jeg, i min lille Baad hernede, har jeg Magt over Aanderne, ser de mig, kan jeg løfte mig til deres Baner? —
Saa ror jeg hjemad. Nu er det næsten fuldkommen mørkt, under Kysten er Vandet blæksort, Dybet er Mulm, Mulm, Tang, Tang — alt er indfiltret og favnedybt og bælgmørkt dernede.
Derinde ligger Byen med sine skønne Lygter, med sine levende Lys — hvem tænker nu paa Søen med dens hemmelighedsfulde Afgrunde foroven og forneden? Har jeg ikke allerede selv glemt den, da jeg gaar op igennem Haven og ser det elektriske Lys fra Verandaen? Hoho, der er nogen, der kommer løbende . . . Dér har jeg dem: Fa’r, har du fanget noget?