Under den ægte Kastanje er der til enhver Tid Skygge, i Solhaven er der altid et dunkelt Sted. Men naar man sidder under Træets Tag, ser man Solskinnet i de øverste Blade, højt oppe siver Lys, som aldrig naar Bunden. Og hvad er det for en Summen, hvor kommer den fra — hvad er det for en Syngen af usynlige Væsner? Det er den gamle Sommerlyd — rejs dig og se: Kastanjen blomstrer, den staar i fuldt Flor af de fineste, gulhvide Blomster, og langs Kuplens Overflade, mellem Bladene og Blomsterne, flyver Bier og suger Honning og summer. Under Æblegrenene blinker den blaa Sø — som Lyn ved Lyn set gennem et vældigt Vindu. Have ligger ved Have; men ingen Huse ses, de er taget af Træerne — dér ovre begynder Skoven; og højt mod Himlen, højt op mod det Bælte af Blaat, som øjnes fra Kastanjens Drømmeskygge, staar Kæmpeaspen med sine urolige, sine bævende, sine altid brusende Blade. Naar Vinden har forladt alle de andre Træer, har den ikke forladt Aspen, det er dens sidste Fæstning, den bor dér; naar alt er Soldøs, Sommerland, Hjemmesidder-Idyl, sidder Vinden deroppe og spotter og kalder og daarer med Hilsen fra Havet. —
Men se — dér staar Kirsebærtræerne, fulde af Bær, den lille Fugl, som rugede her, er borte nu, én af Ungerne tog Katten, Solsorten, som byggede i Haven, er forlængst fløjet med sit Afkom, Kalkunkyllingerne, der ligner smaa Strudse, spanker om paa Solplænen og fanger Fluer og æder Græs, Firbenet pusler paa Stenhøjen, Myrerne har grundet Dronningeriger og samler paa Æg, de store Vinbjergssnegle ligger under Bladene i deres Sovekamre og drømmer om Regn.
Fem Alen høj staar Bjørnekloen med sine vældige Blomsterskærme, Stokroserne og den japanske Rose er sprunget ud — nu er Byen saa langt borte, jeg har glemt den, sveget den; kun nogle Dages Tilpasning, og man er atter vendt tilbage til Naturen, til Sorgløsheden, til de Livsvæld, som hedder Sol og Skygge, til Sommerhavens dybe Drømmerier.
Hvem er lykkelig som den Maler, der ikke maler, som den Digter, der ikke digter — han, der ser alt det, føler alt det, som Sliderne gør sig et Helvede af at reproducere?
Ja, under Kastanjen sidder jeg og er til — læser jeg, maa det helst ikke være noget med Skønhed i, thi det vil let falde igennem; jeg trænger aldeles ikke til Selskab, men en munter Ven og et godt Glas skal altid være velkommen under Kastanjen! Iaften vil Maanen staa op og lave noget gyldent Trolderi ude paa Vandet, og jeg vil være forunderlig let i Sindet, lykkelig og løsrevet fra Jorden.