Alle de Ærgrelser, al den Kulde, hvormed Livet fylder vort Hjerte — hvor finder vi en bedre Lægedom herfor, en rigere Sundhedskilde end hos Børnene, hos Dyrene, hos Sommerens Sol? Hvem sejrer ved Aandskraft alene? Hvilket Træ kan vokse uden Rødder? Den barnløse er mærket af Barnløsheden, Dyrehaderen har stemplet sig selv, den, der er ligegyldig for Vejr og Vind, har udskilt sig fra det menneskelige Samfund. Vejr og Vind, dette forhaanede Emne, hvor er det en mægtig Livsmagt — Graavejr og Solskin, det betyder for Mangen Pessimisme og Optimisme, en hel Livsanskuelsens Svingen, foraarsaget af Skyerne.
Ja, naar Solen skinner, genvaagner det naturlige Overmod, Troen paa Paradiset og Skønhedens Suverænitet. Hver Sommer, naar Solen skinner over Landet, genfinder vi den tabte Guldmønt: Barndommens Sommerglæde — se, der ligger den i Hjulsporet og blinker, se det hvide Sand, den hvide Sten dér; dette er det forgangne, som ikke forgaar, evig er Sommerens Mystik! Vejen, som gaar ud over Markerne — er den ikke uendelig? Til ukendte Egne fører den; hvor den lyser af Fjernhed! Fortæl os ikke, at dette med Fjernhed er det argeste Humbug — at alle Veje fører til kendte Egne eller til Egne, som ikke er værd at kende, eller som ialtfald ikke er fjerne mere i det Øjeblik, de kendes. Derover var vi klare allerede i Tidernes Morgen. Denne skønne Vej fører til Kongevejen, hvor vi har travet saa tit; den Mølle derude i Horisonten — det er Virum Mølle, en gammel Duskammerat! Intet er saa langt borte, at det ikke kan naas eller tænkes at naas, end ikke de yderste Stjerner; men dette Afstandens Blændværk udelukker dog ikke en Sandhed: den Sandhed, at intet er os nogensinde saa nær, at det ikke er fuldt af Fjernhed. Nærheden er i Virkeligheden den største Forblændelse. Den, der forstaar at se, ser bestandig usete Ting — det gamle Sommerland er fuldt af ukendte Egne.
Hvor er det godt at gaa her i Solen og se Træerne og Markerne, hvile paa en Grøftekant, standse paa de høje Steder, hvor Landet er aabent, hvor der er Udsyn over mange Marker, frodige Arealer. Godt er det at vandre her, Støvet er saa hjemligt at træde i, med en velhavende Tryghed lader vi Blikket glide rundt — vi er Ejere af Jorden, vi ejer Solen og den hele Herlighed. Hunden løber foran og stikker Snuden i alting; thi ogsaa den er Herre i et Rige; Drengene render med Trillebaand og Tøsen med sit Boldnet om Halsen i Hælene paa dem — nu drejer vi ind i Granskoven, hvor Solen kun lyser i Pletter, hvor Vinden lægger sig til at sove; her er underjordiskt og dog friskt, her er den reneste, svaleste Luft, den fineste Harpiksduft. Hvor det er blødt at træde paa denne Muld, paa disse Naale; mellem Stammerne gaar Vejen smal og lige ud og langt bort — gid den var milelang, timevis gad jeg vandre gennem denne duftende Skovtunnel, helt ind i Efteraaret gad jeg vandre og se Svampene gro frem og føle Luften blive endnu mere ren og klar og berusende!
Men atter er vi ude i Solen, og i den kølige Luft er dens Ild en Vellyst — det er som i de festlige Egne, i hvis Drivhusvarme Druerne modnes. Hele Landet ligger og lyser; Børnene pludrer og ler, „Boy“ har umaadeligt travlt til højre og venstre ... I denne lille Trop paa Vandring er der i dette Øjeblik ikke megen Forskel mellem de enkelte Væsner; vi er alle lige kongeligt til Mode, alle lige logrende af Glæde — fordi Landet ligger og lyser.