Det er Frost dér, hvor Solen ikke skinner, men i Syd er det fuldt Foraar — Violerne kigger frem paa Skrænterne, man kan sidde under aaben Himmel og ryge sin Pibe. Søen blinker; og Lystfiskeren, den besatte, der har maattet forsage en Vinter igennem, kommer med Tjærepotten. Se, hvor den ligger og slaar Revner i Solen, nu skal den tættes og pyntes — han banker med Knoen, han stryger den stjaalent med Haanden; for Baaden er et Væsen, som Hesten er det, overleveret fra Fædrene, levende fra Urtiden, den er „det lille Skib“: Indsøens Drøm om Oceanet.
Men Paaskelørdag ligger alle Baade i Søen, da staar de besatte op før Solopgang, thi den Dag begynder det store Fiskeri, da er det atter tilladt at fange ham, Dybets Ulv, Skallernes Rædsel, den infame og skønne Gedde.
Mangen Vinteraften har Fiskeren siddet og drømt om det Øjeblik, da han skulde staa der i Baaden med Stangen i Haanden — der er „Hug“, han føler Snøren løbe gennem Haanden ud langs Stangen, Hjulet drejes rundt og rundt . . . Saa trækker han forsigtigt til — han har den! Disse Fantasier skal nu snart være forbi, det skal blive virkeligt altsammen. Han skal stævne ud mod Øen med dens Elle, skal se de kendte Bredder og Bugter, Mosen, de grønne Bakkers Linje, Skovene mod Himlen. Han skal høre Smaabølgerne klukke mod Baaden. Hvorfor rejse? — alt dette er jo evig nyt, fuldt af Fjernhed, den store Verden er overalt.
Og dog! Nu staar Sejlflaaderne til Søs — Kapløb gennem Kanalen — husker du Dartmouth? Nu gaar Foraaret over Erins grønne Ø — og Californien har jeg aldrig set — eller Madagaskar! Jeg har en Jordomsejling til Gode, det er paa Tide, at man udbetaler mig de 10,000. Een Chance har jeg forspildt — jeg var engang sytten Aar, og den, der er sytten Aar, kan flyve over Kloden. Den Dag, jeg fyldte atten, var jeg ud for Cap Vincent, for Hjemadgaaende — ak, jeg var ikke kommet langt, sagde jeg Farvel til Verden, uden selv at vide det, den Dag ud for Cap Vincent? — —
Lystfiskeren er som Regel en lidt graasprængt Herre, en Mand i Stilling, med Mave — han har sin Baad og har sagt Farvel. Men naar han sidder ved Aarerne, da føler han sig paa Vej mod det forsvundne, han er vendt tilbage, til de forsorne, de hellige Drengeaar. Og naar han staar med Medestangen, nervøs og stum, da er han paa Jagt efter det Vidunderlige, som han aldrig skulde naa — er en Gedde ikke et ædelt Bytte, en Mand værdigt, er det ikke Lykken, han jager, og maaske fanger og maaske ikke fanger? Dette er Alvor — og dog kun Leg; midt i Spændingen er han fuld af Glemsel, af den dybeste Ro; i Selskab med Træerne, Sivene, Solen, Vandet, er han en Mand, som intet savner, intet husker. Han drak en Snaps til sin Frokost, maaske to, tre — men Akvaviten dampede af ham, han er beruset af Naturens Opium.
Nu er det den Tid, da de Lykkelige rejser til Middelhavet. Jeg husker godt denne Bølge, der kom støjende hvert femte Sekund; den var hver Gang lige ved at vælte den tykke Pater i Svømmebukser, hver Gang maatte de uforglemmelige fem smaa søde Drenge i Sandet le. Aa Gud, nu drager Turisterne mod Syd; Støv, Støv — lad dem fare!
Fra mit Vindu ser jeg det danske Foraar — den blaa Sø, den nøgne Have, hvor Solen staar ned over sorte Træer. Baaden ligger mellem Træerne og soler sin Bug — men Paaskelørdag ligger den tjæret og malet derude og vugger sig — paa Søen, der er blaa som Middelhavet, fuld af æventyrlige Fisk — og af overlykkelige Fiskere!