Der ligger en Park et Sted paa Sjælland, ikke langt fra København, og dog langt borte. Det er længe siden, jeg saa den, og det er længe siden, jeg har tænkt paa den; den dukkede frem en søvnløs Nat. Men magter jeg nu, saa mange Aar efter, at forstaa, hvad jeg dengang forgæves pinte mig med at forstaa, er det ikke en altfor fjern Mystik?
Gennem den lange Lindeallé kom vi som gennem en Tunnel til Gitterporten — dér stod den som ifjor, dér inde var det grønne Mørke, Løvsalene.
Og Skoven tilhøjre, Længerne, Slottet, alt var som ifjor, hensunket i Søvn og Sommer.
Men Parken — hvad var det for overnaturlige Ting, som dengang overvældede mig, og som jeg nu næsten havde glemt? Parken laa paa Skrænterne ned til en dyb Dal; der var stejle og bugtede Gange, det var en grøn Dal, og en Aa løb igennem den. Højt oppe laa Blomsterhaven. Der var Plæner og Graner, der var Bøge og mange Slags sjældne Træer. Der var en uendelig Stilhed, her var Dagen ligesaa ensom som Natten. Hør Turtelduen! Det er en almindelig Formiddag — men hør Skovensomhedens Sang! Der er Solskin over Plænerne — men hør den melankolske Due!
Ad en fugtig og skovmørk Vej gaar jeg ned mod den lysegrønne Dal,’ hvor Slusen bruser. Kom Sommer efter Sommer — her finder du Soldagens Øde, her hører du den samme Brusen. Det synger ikke, det hulker ikke, Vandfaldet under Broen. Skæbnesvangert bruser det. Se, Hansvanen kommer skummende — ingen Steder er Svanen, naar den har Unger, saa rasende som her; er den gal af Ensomhed? Ved Broen vokser en Urskov af Kæmpeskræpper — hvilke Dyr gemmer sig derinde? Højt oppe paa Skrænten ligger Slottet, fornemt, hvidt og dødt — der bor kun en gammel Mand og hans gamle Kone. Her er ingen Ungdom, ingen, der elsker, ingen, der nyder; jeg er fuldstændig alene.
Men Parkens hemmelige Sjæl, fandt jeg den nogensinde? Jeg tænkte tit, at en Mand, der havde mødt Skæbnen, som havde set en Verden styrte sammen, kunde leve her, fordi alt det, som er Livets, alt det, som var, usynligt levede her. Ved højlys Dag er Parken fuld af Spøgelser. I dette døde Paradis er alting hemmelighedsfuldt og stort — som kunde man møde Skæbnen her, ved næste Omdrejning af Vejen. Her kunde det Store ske — men intet sker; Fuglene flagrer mellem Løvet, en Snog forsvinder i Græsset, Solen skinner. Fik du Længsel efter en Kvinde, saa stil dig paa Broen og lyt! Vandfaldet synger ikke, det hulker ikke, ubønhørligt bruser det, umælende melder det om hende, der var, om hende, der kommer, om hende, der aldrig kommer. Du hørte Trin over Broen og vender dig — men ingen kom. Stakkels Dreng, som staar her og faar Indblik i Skyggernes Verden!
En sjælden Gang kom en ung Pige paa Besøg, hun var venlig og smuk, og hvor er hun nu? Er hun død, den hvide Comtesse? Saa vandrer hun nu mellem de andre Fantomer, og jeg vil engang i min Barndoms Park kunne møde hende, som jeg aldrig har elsket, skønt hun var saa ung og saa smuk.
— — —
Det er nu altsammen længe siden, og jeg mødte ikke Skæbnen i hin Dal, saa lidt som vel nogen anden har mødt den der. Og dog, hvem véd, maaske blev den Park alligevel Skæbne for den, der elskede den. Aristokratiske Fornemmelser, Smag for det Ensomme og det Usynlige indpodedes nemt her. Min Barndoms Park var forhekset, og jeg har bevaret den i Hemmelighed, fordi den var mig saa kær og saa dunkel, og dens Aand har ledet mig, selv da jeg troede at have glemt den. Jeg havde frigjort mig for den, jeg havde glemt den; men den lever, den lever —: „Kan du aldrig gennemtrænge min Trolddom, aldrig finde Ord for det, der ikke kan siges?“