Linden er knyttet til Haven og Alléen, Egen er en Raritet, Birken er Svenskernes — men Bøgen er vort Træ, vore Skoves Herre, Danmarks Yndlingstræ.
Den nordiske Bøgeskov — hvor klinger det bredt og festligt! Gennem Hjertet gaar noget stolt og lyst. Er Bøgen ensformig i sin Type i Sammenligning med visse andre Træer, saa er den ogsaa mangfoldig — uhyre forskelligartet kan den være efter de forskellige Naturomgivelser og Aarstider; Stedet former den, og dens Lød spejler Tidens Skiften, den er jævn og fornem, hverdagsagtig og vidunderlig. Den nordiske Bøgeskov i Maj — da er det, at Folk fra Syden og fra Troperne skulde gæste os for at se et Æventyr, som de ikke kender, men som de til deres Død vilde huske.
Som vi drømmer om Palmer, vil en Portugiser, der mindes Danmark, drømme om Bøgeskoven. Det gælder i alle Forhold at kunne se en Ting med fjerne Øjne, man kommer den derved i Hjertet nærmere — drøm denne Drøm: en Foraarssøndag i Dyrehaven eller Geelskov, opfattet med en Sydboes Sind, erindret mange Aar efter i en eksotisk Solørk. Selv Søndags-Københavneren bliver da poetisk, i den Afstand — den samme, hvori vi ser Sevillas Spanier, hvori vi mindes „Syden“, Gennem det dobbelte Slør, der udfoldes af Fantasien om Ungdommens Rejser, ser den gustne Sydlænding store gulgrønne Skove, højt over blaa Søer, Stier langs med Aaer, hvide Skovblomster og hvide Buske — leende og lykkelige Mennesker i den blaa Dag. Og i hint blide Solskin, i hine friske Skove gaar maaske en blond Pige, hvis blonde Navn hans Tunge ikke kan udtale, og om hvis Skæbne han intet véd gennem Aarene — men bestandig ung gaar hun under de bestandig friske Bøge i det fjerne Nord . . .
Dog, det kan ikke skjules — vort Favorittræ har en kort Primavera; dets Blade bliver hurtigt mørke og haarde. Hvor kan det suse og rasle i Sommerens Skove! En øde Lyd, dobbelt forstemmende i de hæslige Forstskove, hvor Træer opdrættes til Brændsel.
Men i den stille Sommerdag staar Bøgen dér med sit svulmende Løv — i de lune, de halvlyse Nætter er Rummet fyldt af bugnende Mørke, af noget kødfuldt og kødeligt — den tyngende, den farlige Sommer.
Og hvor er Bøgens Farver i Høst fulde af Musik, hvor dør den langsomt og majestætisk — med en sejglivet Gløden helt ind i Vinterens Sne!
Der staar Bøge ved Havet, som trodser med staalhaard Arm. Barske og nøgne. Der er Stammer, grønne af groende Mos, og Stammer, der staar helt hvide, Række efter Række, lysende med en underlig Nordens Mystik. Bøgen kan være lutter Grene og Løv, næsten uden Stamme, og den kan staa som en Søjleskov — højt, højt oppe et grønt Tag, der skjuler Himlen. Da er Skoven en Domkirke — disse glatte Stammer, det er Sten, der gror, Piller, der fra det dybe higer mod Himlen. Det giver Ro at vandre under disse Træer, her er Stedet for Kontemplation, et Aandens Tempel er den store Bøgehal . . .
Paa saa mangfoldig Maade og til saa forskelligartede Mennesker taler Bøgen sit stumme Skønhedens Sprog, at det er naturligt, at den elskes af alt Folket, ja, at den betragtes som hellig.