Fra Geografien véd vi, at København er en Søstad — og der er naturligvis Langelinje, men det er saa langt; den By, vi til daglig færdes i, ligger inde i Landet, inde i Landet. Og dog er Vandene nær, man behøver ikke at trave Ørkenvandringen gennem Bredgade, det er nok at dreje om ad én af Strøgets Smaagader, to Minutter derfra ligger Kanalen, Skibene — Søstaden hilser dig! Kanalen, det er midt inde i Gaderne Lugten af Hav; Skibene, det er de store Havets Møer, det er de vingede Svømmere, for hvilke vort Hjerte maa knæle — over Tagene Mastetoppene: „Anna Louise“, „Constance“!
Gammelstrand, som lugter af urgammelt København, med sin Flaade af Hyttefade, Broerne, Nybrogade . . .
Hvorfor er Nybrogade altid saa ensom? Er der nogen Gade i Verden skønnere end denne? Her rinder jo Foraarets Kanal. Herfra ser man Vidunderbygninger — Ridehuset med det grønne Tag, Slotsruinen, Sarkofagen, hvor tusind Statuer slumrer. Her ligger ogsaa Assistenshuset. Det er vel fornemt af Ydre — men indvendig lugter det af Fattigdom, nej, gaa i Filialen ved Siden af, Kalven. Dér kan man uset smutte ind og ud, og den gamle Herre er saa venlig!
Hvorfor er Solskinnet altid saa fint i Nybrogade? O, altid er disse Besøg fulde af Spænding, ofte er de rige paa Glæde. Derfor er Solskinnet saa fint paa det Fortov. Den, der kommer for at forny eller indløse — naturligvis altid i sidste Øjeblik — tænker nervøst: kommer jeg for sent, er Sølvtøjet røget? Men gudskelov, det var ikke røget. Sker det, at man har indløst, gaar man bort med en velhavende Tyngde i Lommen. Og har vi „stampet“, er der det allerbedste: Pengene. Men da gælder det at holde lige Kurs forbi den farlige Kyst, Antikvitetskælderen ved Siden af. Den Forfaldne, der ikke navigerer med bortvendt Aasyn og tilstoppede Øren forbi den i Døren fristende Madam, ender nemt i Dybet. Se her, en Cloisonné— „Røverkøb, Herre!“ — Ja, det er Japan — den blomstrende Kirsebærgren, Sommerfuglene — Japan, som den kom fra. Alle Ting hernede minder om Kahytten og Oceanet — om svundne Foraar. Se en Opal, hvid og grøn som malende Sø . . . Opalen betyder Ulykke — men Ulykken gaar uden om Hende, og Stenen sidder forresten ogsaa lidt løs, hvis hun taber den, er ogsaa det godt . . .
Ved denne skønne Kanal findes alt skønt, her faas Verdens bedste Østers — sendte af Havet, for at de, der ikke ser det, kan smage det. Men ak, jeg valgte Opalen. —
— Ja, her er ensomt, skønt centralt; kun Marmorbroen er belejret af Malere. Paa Kajerne — er de af Marmor? — hænger Net til Tørring, fine Masker over Stenene, det primitive Redskab paa Slottets Grund. Og her ligger de, Sejlerne, og venter paa April. Staa en Foraarsskumring ved Tøjhusbroen — allerede i Januar er Foraaret her — og se i Disen og Lyset Drømmeflaaden, Mast ved Mast under den blege Asur!
Men om Formiddagen, i Solskinnet og Blæsten, saa er det blinkende Foraar her, det overstadige Foraar med aaben Frakke og Opalring i Lommen; Hjertet er fuldt af Violer, det grønne Vand rinder, rinder, Ternerne ligger for Anker og lader sig vugge i Solen.
Og de gamle Huse i Solen, den røde Teglskrænt: Bryghustaget — Skyggen af Røgen fra de mægtige Skorstene. Bag Tøjhuset og Biblioteket mødes Havnen og Kalvebodstrand, her er Pakhuse og Taarne og Dampere, en bred Strøm — ude i Vest ligger et Sølvhav, der blænder. Saa Knippelsbro, Havnegade — her er det store Saltpust, her gaar Trafiken, Dampspillene, rasler — Genua! Men Mindet kommer uden Forvanskningens Vemod; der er noget mærkeligt drømmeløst, noget skønt prosaisk ved Dampskibets Væsen; det svundne er Nuet, Fortiden larmer omkring mig. I Havets stærke Lastdyr, I kloge Elefanter, af jeres Snabler udspyr I Røg og ikke Drømmerier — og dog er I berusende som Havnen og dens Staahej; mellem Pakkasser staar jeg og inddrikker denne Luft, som er Livet . . .
Nej, man behøver ikke at rejse den Mil til Langelinje. Men er man naaet derud — en Hverdag Formiddag — er det en Sjælens Fest. Kaserneskibenes tragiske Ligkister, Kranen, Hammerslagene fra Værfterne — langt ude den blaa Slette, Verden! Langelinje er det mest evropæiske Sted i København, her er fornemt og frit og fuldt af Fjernhed. I den tyste Dag er alt uvirkeligt, Livet er et Skuespil. De enkelte Spaserende glider ulegemlige forbi, Skibene staar ind og ud som levende Billeder. Men Vandet drager Aande, Vandfladen er glat og urolig, den sitrer og vugger, se, hvor den slikker Stenene, det er et bevægeligt Silketæppe, det er en levende Hud, overfølsom for hver Berøring af Vinden.
Den, der naar Molens yderste Pynt, staar som paa et Dæk. Han er midt i Havet. Men i sit mægtige Skønhedsrige bør han dog ikke foragte Kanalen, hvor Skuderne drømmer. Ogsaa dér er Havet. Den, der tramper paa Strøget, vil kunne gaa om ad Sidegaden og finde det dér. Hvis han da ikke skal have det ind i Styrtesøer!