Inde mellem Skovens Stammer groede Mørket frem af Jorden; og det blev ganske tyst.
De blege Blade faldt; og medens Himlens Graa i pludselig Hvirvlen ligesom opløste sig og dalede, formørkende Luften, brød vi — i de sidste, smertefyldte Minutter, hvor det lyse endnu kunde lyse — af Alléens storbladede Træer de Grene, hvis Løv var mest gyldent i sin Bleghed.
Men jeg beholdt selv den skønneste Gren — i min Opfyldthed! — og derfor blev du engang meget tavs, tungsindigere end Skumringen, du Elskede — fordi din Elsker ikke tilbød dig den Gren, der var skønnest! —
— Vi vandrede ind mellem Skovens Træer, forbi den røde Busk, du husker, igennem den lille Kløft, hvor Græsset stod tæt og vaadt, hvor — trygt og ensomt — de grønne Graner duftede . . .
Det blev bestandig mere dunkelt — og mere fjernt; og da vi gik gennem Greneskoven, var vi udenfor Verden: Sjæle, glidende gennem det Uvirkeliges Taage.
Da naaede vi de store Stammer, og vi gled ind i Skovens Drøm — ind i den store Skov, hvor Mørket, Tystheden, Storheden er Drøm.
Vi talte stundom dæmpet i Mørket om vore Syner: Skrænterne, de vældige Sten ved de sovende Søer, de langsomme Kæmpedyr, der søvntungt, uden Lyd kunde rejse sig, dukke frem af Mørket . . .
Vi følte os i denne uhyre Ensomhed omgivne af det, vi elskede, henførte til Hjemstedet for vore Længsler og vor Skæbne; sammenslyngede indsugede vore Sjæle det sande Liv, dets bundløse Fryd.