Titusinde Gange den Dag havde Elendigheden set paa mig.
I de snevre og snoede Gyder, hvor man pludselig grebet af vilde Hænder kunde blive slæbt ind i et Hus og plyndret og myrdet, uden at nogen nogensinde fik det at vide, stod Skøger i Dørene til Vellystens gustne Knejper, og over én af disse læste jeg Ordet: Svanen.
Jeg tænkte paa denne Fugls hellige Hvidhed, og Besudlelsens Kvalme tog mig . . .
Paa Boulevarderne sydede Intetheden. Ynglinge med langt Haar mindede mig om Ungdommens tomme og spildte Grimasser . . .
Jeg satte mig paa den straalende Altan, ved Siden af en Mand, som var min Ven — hans Øjne blødte usynligt af en Smerte, hvis Dybde jeg kendte . . .
Titusinde Gange den Dag havde Elendigheden set paa mig.
Alle Kvaler samlede jeg i mit Sind — og kastede dem fra mig. Jeg vendte mig bort og saa ud i Mørket, ud over Parkens Træer. — Og Lykken kom brusende og satte sig i mit Bryst.