Dette er de lave, gule Huse, de smaa Gaarde med grønne Træer, de smalle, uendelige Gader, som jeg elskede; her var det, jeg levede som ganske ung og som Barn. Hvor det er yndigt i Sommernattens Taage at køre gennem de svundne Aars Gader! — kunde jeg hver Nat føres gennem disse Gader, forbi de blege Ruder i de saa blide Huse! ...
. . . Nu gæster jeg atter min Barndoms Hus. Hvor jeg svæver! — og hvor de glider forbi mig, de hjertegribende Stuer! Mange Stuer, taagede og saa tyste — der sidder fremmede Mennesker i fremmede Stole — og nogle Stuer er tomme — og de dér er jo ikke de samme som dengang — men alt er mig kendt, saadan saa de jo ud, i saadanne smaa og langstrakte Stuer var det, alt det skete, som skete, da jeg var Barn.
Vi levede med hverandre det dyrebare Liv . . . Her var det, vi spiste i de svundne Tider — her sov vi, da vi var Børn. Her kom de mange Mennesker for længe, længe siden. Dér sad vi blandt Møbler, som er forsvundne, hos Far — hos Far. Dér dansede vi en Aften, som aldrig kommer tilbage. Det græder, græder overalt, hvorhen jeg ser . . .