Jeg drømte, du gik ved min Side. Det var i et fremmed Land. Vi vandred omkring mellem Træer, langs en Skrænt med mange Kløfter. Langt saa man ud over Sletten dernede med dens Kirker, dens Skove, dens fjerne Byer.
Jeg spurgte mig selv, hvad der var sket, siden vi atter vandrede sammen — var der ikke mellem os den evige Skilsmisse? Jeg spurgte mig selv, om du altid vilde vandre sammen med mig, altid leve sammen med mig nu og aldrig skilles fra mig mere. Kunde det være muligt!
Men jeg vovede ikke at spørge dig og ikke at gribe efter din Haand. For du viste mig ingen Ømhed, og du vendte aldrig dit Blik mod mit. Hele Tiden saa jeg dig kun fra Siden, hele Tiden var der over dit Ansigt dette Smil, som jeg kendte fra dengang, dette saa fremmede, saa kolde Smil.
Hvorfor, hvorfor gik du her ved min Side? Var det tilfældigt, var det mod din Vilje, af Tvang? —
Stadig holdt jeg Øje med dig, intet Øjeblik turde jeg hengive mig til Beskuelse af Sletten dernede. Jeg var bange. Jeg var bange, at jeg her i den fremmede Egn, hvor jeg ikke kendte Vej, skulde tabe dig af Syne, at du med ét skulde blive borte mellem Træerne, forsvinde bag Tjørnene og Skrænterne ad de dunkle Kløfters vildsomme Stier.
Stadig holdt jeg Øje med dig. Stadig var der over dit Ansigt dette kolde Smil — Jomfruelighedens og Enfoldighedens rørende, iskolde Smil — Fjernhedens og Uopnaaelighedens vidunderlige, rørende, iskolde Smil. — —
Det var en Drøm — jeg tabte dig af Syne. Du blev borte mellem Træerne, du forsvandt bag Tjørnene og Skrænterne i Mørkets hemmelighedsfulde Kløfter, ad Skilsmissens uendelige Stier ...