Maaneskin og hvide Dampe — jeg jager afsted.
Skumringsmarker og Træer og Huse med Lys.
Skumringsmarker og Maaneskin og hvide Dampe og Livets uforstaaelige Skønhed, der flygter forbi og forvandles til Smerte.
— — —
En Havn i Mørke og Maaneskælven — et Bolværk med Træer, Træer og et firkantet, grublende Taarn.
Langs Bolværket skvulper Vandet, mørkt og hemmelighedsfuldt — det hvisker om Hundreder af Aar, om Tusinde Bolværker, om Millioner Mænd, der er døde.
— — —
Jeg sejler over Havet i Maaneskin.
Bag Skibet lyser en skummende Stribe — en bred, hvid Kongevej fra Strand til Strand.
Den kølige Ensomhed er om mig. —
Jeg tænker paa Fortiden og de uoprettelige Ting . . .