Altfor længe var jeg bosat Mand,
bundet som de andre til en Stue og en Pult.
Skilt fra Havet og det grønne Land
sad jeg dér i Stolen — ja, men snart er Maalet fuldt.
Verden er dog større end en Stue, alt i alt,
mere end et Skrivebord for den, hvem Pan har kaldt.
Tidligt i min Barndom lød en Røst —:
Altid skal du højest elske Altets vide Favn —
ingen enkelt Ting, men Altings Lyst.
Ene ét skal døve dit umættelige Savn —
Flugten, som du flyver over Skove, Bjerge, Sør,
Sangen, som du synger om alt det, der gror og dør.
Længe, længe nød jeg halvvejs Lyst,
delt imellem Drømmen og min Pult, hvor jeg aad Støv.
Men nu kalder vildt min Barndoms Røst,
kalder Muld og Bølger, Mænd og Byer, Luft og Løv.
Pakket staar min Randsel. Jeg er rede naarsomhelst.
Endelig at slippe! Blive heltud fri og frelst!
Endelig at blive heltud ét:
Livets Vogter, Gransker og Besynger Dag og Nat.
Samle i min Sjæl alt koldt og hedt.
Vandre over Jorden som en Seer og Besat.
— Drømme, se og synge. Ingen anden Ting har Værd.
Livet er at mætte et umætteligt Begær.