Der er Skorstene, Kraner i den vældige Havn.
Der er Pakhuse, Kul og et Bjerg af gule Planker.
Der er Kajer, der er Skibe — mangt et fjernt og fremmed Navn
paa en Kæmpebov i Guldskrift nær det store, sorte Anker.
Der er Nordhavns-Værftet. Graat mod det grønne, grønne Vand.
Derer Røgen. Der er Dagen med dens Lys, der beruser.
Der er alle disse Mænd, som paa en bar og nøgen Strand
rejste Havnen, med dens Flaade, i hvis Rigning Vinden suser.
Der er alle disse Mænd, som har givet deres Sved —
som har givet deres Sjæl indtil sidste Trevl og Draabe,
for at Livets Hjul skal rulle, for at Solen, der gik ned,
skal staa op og se en Verden atter ville, atter haabe.
Der er alle disse Mænd — dem, der sejler, dem, der staar
paa det Nordhavns-Værft og svinger deres tunge, haarde Hammer.
Der gaar Somre. Der gaar Vintre. Der gaar lange, lange Aar.
Og de sejler. Og de hamrer. De er Bølgegang og Flammer.