Der ringer langt borte en Klokke
i den disede Foraarsdag.
Og Marken er graa og bakket.
Og Verden ligger dér bag.
Der ringer en Aftenklokke
saa underlig sødt og trist.
Nu er jeg igen alene
med det, som er først og sidst.
Nu er jeg igen alene
med Marts og med Klokkeklang.
Med dem, som forlængst er døde,
endskønt de var Liv engang.
Nu ser jeg Dig atter komme
i kølig og sløret Luft,
som da Du engang kom til mig
med Ungdoms og Foraars Duft.
Der ringer langt borte en Klokke
ind under de nøgne Trær . . .
Men nu er det ikke mere
en Verden af friskt Begær.
Hvad er mine frodige Dage?
Hvad bliver det alt tilsidst?
Det ringer bag Bakkekammen
forunderlig fjernt og trist . . .