Der er nogle Stuer,
en højrygget Stol,
et Gulv, som er hvidt
af vidunderlig Sol —
der er nogle Stuer,
en knitrende Ild
og Lampen, som lyser,
uendelig mild.
Der er nogle Børn,
som med larmende Skridt
gaar omkring i de Rum
og er mine og mit —
der er deres Moder:
den Røst og den Gang,
det Blik og det Smil,
som er altsammen Sang.
Og Dagene kommer,
og Dagene gaar.
Der fløjter en Solsort,
og saa er det Vaar.
Og Rosen derude
staar skinnende gul.
Og Bladene falder.
Og saa er det Jul.
Ja, saa er det Jul —
o, igen og paany —
og Stuen har Skær
af et Paradisgry,
og alt det, som er
og har været engang,
det kommer og synger
sin evige Sang.
Det kommer og synger:
„Forstaa, o forstaa —
du er kun en Fremmed,
hvorhen du vil gaa,
hvorhen du saa drager —
o vid det, o hør,
der er kun ét Sted,
hvor du lykkelig dør!”
Det er paa den Aften,
da Børnene ler,
det er i den Time,
da Undere sker,
da Stuen staar gylden
og skøn om min Stol
som en Blomst, der er fuld
af uendelig Sol . . .